Alene

Der er mange måder at være alene på, og jeg er sandsynligvis kun lige startet på mit eget katalog af variationer.
FullSizeRender-3På island var jeg inde i Grønlandsk radio – altså på islandsk: Sproget var et isoleringsmateriale, der holdt mig ude af samtalerne.
Der var også en alenehed, som lå i ‘mine’ islændinges opførsel. Ikke bare overfor mig, også overfor hinanden, hvor de med deres ord og gestus ofte undlod at sige ‘jeg ser dig og jeg lader dig se, at jeg ser dig’. Der var vist ikke noget ‘jeg afviser dig’ i ikke-handlingerne og ikke-ordene, bare fravær af anerkendelse. Jeg oplevede det som en lavere grad af omsorg for hinanden, end jeg er vant til.
I det offentlige rum så jeg noget af det samme. Standholderne på det lille marked – 14 deltagere – hvor det ikke var en selvfølge, at alle hilste på alle. Servitricerne på turist-bistroen, der beherskede et blik, der på én gang var indstillet på uendeligt og ‘lige igennem kunden’. (De har afsindigt mange turister i Reykjavik om sommeren, så forståeligt nok, at man kan blive træt af de ‘bloody tourists’ … men det var en mærkbar kølighed).
bregneI Irland hilser alle på alle hele tiden, og det er skønt. ‘How are you?’ + How are things? + Darling + Love + bilisterne løfter hånd, når de kører forbi mig på landevejen og hver eneste nabo har sagt pænt goddag og spurgt interesseret – selv naboens børn (6 og 8 år). – Det er ingen ulempe at lufte en ‘absolute adorable’ hund ;-). Men venligheden mødte mig også i lufthavnen i Dublin, i busterminaler og busser samt i hver eneste butik og virksomhed jeg har været inde i. Imødekommenhed, øjenkontakt, hilsen, spørgen til velbefindende, interesse og tagen imod, tagen hånd om. Luften er fyldt af det – måske det næres af fugt? Altså en helt anden social basistemperatur i Irland, end jeg oplevede på Island.

Aleneheden på stedet er konkret: Jeg passer hus og hund mens familien er på ferie. Det fysiske er til at tage at føle på i et hus med 20+ værelser ude på landet. Det er OK. Jeg har boet på landet, været alene i sommerhus og levet alene. Jeg har ikke noget problem med mørke, edderkopper eller vindens lyde om natten.
brændeovn_lukkethjelmDen – for mig – nye variation er det andet menneske i huset, som hverken hilser eller svarer, når vi passerer hinanden i en gang eller opholder os i køkkenet samtidig. Da vi havde været alene en dag skældte han mig hæder og ære fra; en blanding af formodninger, (fejl)fortolkninger, projektioner, generaliseringer og (for)domme. Han nægtede at høre hvad jeg havde at sige  – ville ikke diskutere med en kvinde (!) og gik ganske enkelt sin vej. – Der hænger en galdegul snert i luften efter ham, og jeg tærer på mit lager af god karmaenergi, for ikke at lade mig smitte. (Han er frivillig hjælper som jeg, men opfører sig som boss).

Lad os ikke dvæle mere ved ham. Det er hans mentale hårknude, som jeg hverken kan, skal eller vil forsøge at løse. Han bærer på en broget historie, men ser tilsyneladende verden i sort-hvid. (PS: Mine irske værter er skønne! Og er nu tilbage fra ferie.)
tidselDu skal ikke have ondt af mig. Jeg kan klare det, og der er lærepenge at hente. Udbyttet kommer i mange valutaer, også en del jeg ikke kendte til. Jeg investerer big time i min kulturelle dannelse.

ALLE oplevelserne – syn & sanser, steder & mennesker – er jeg alene om. Det er vi alle.
Det føltes bare ikke helt sådan, dengang nye kontinenter blev indtaget sammen med min familie, Dengang var det ‘vores’ oplevelser, og det føltes godt at være sammen om dem … Nu spekulerer jeg over, om de blev mindre mine, fordi de var fælles? Overvejer, hvor meget af min båndbredde familien har taget fra omgivelserne? (Og i hvilken grad, vi overhovedet har oplevet det samme (!) – men lad nu det ligge). Det var jo indbygget i udflugterne, at vi gjorde det sammen, så naturligvis fyldte “”vi”” en stor del af panoramaet.
this is a different worldHer – alene – er mine oplevelser mine. Jeg kan så vælge at dele nogle af dem med andre – eller lade være. – Og det er dejligt at skrive/tale med alle jer jeg holder af.
– Og så er jeg (næsten) på vej til et par britiske festivals, for at være sammen med en masse mennesker og lave mad i en café.

Overvældet

Må påkalde mig min røde drage for at taste mig vej gennem forbehold og tvivl. Har nu i en uge været så fuldstændig overvældet af nye indtryk, at jeg slet ikke har udtrykt mig. Har knapt nok kunnet huske, hvad mennesker og ting hed, selv umiddelbart efter at have fået det at vide. En form for kognitivt overload.

Har faktisk lovet at fortælle om mine oplevelser… Mmhmm – men det kræver et minimum af refleksion over hvad det så egentlig er, jeg oplever her, hvor DET HELE synes at være i spil hele tiden, fx:

  • At jeg troede jeg ankom uden forventninger (hvor naiv kan man være?)
  • Hvor dejligt floden lyder
  • At rum, møbler, ting, lyde, lugte fylder så meget i oplevelseshorisonten
  • Hvor grum kaffemaskinekaffe-på-termokande kan være
  • At omgangsformerne er så anderledes
  • At islandsk-engelsk lyder lidt som tysk-engelsk
  • At naturen er SÅ vild og smuk og vild og voldsom og vild og fantastisk
  • Hvor uforbeholdent dejligt det er at plukke blomster
  • At jeg skiftevis sover lange nætter og næsten ikke
  • Hvor meget jeg nyder at her er hund
  • At det var en dejlig overraskelse, at her var en anden frivillig da jeg kom
  • Hvor meget jeg har lyst til at lære om træer og planter
  • At jeg allerede en uge inde i ‘et-år-uden-planer’ overvejer hvad jeg vil med mit liv
  • Hvor mange personlige historier jeg allerede er introduceret til
  • At jeg har så mange muligheder og ‘bare’ skal tage imod dem, én ad gangen
  • Hvor dejligt det er at tale i telefon med mine unger

første glimt af Island fra fly

Det hele er kun lige begyndt. I dag er dag 8 – kun godt en uge siden jeg fik det første glimt af øen fra flyets vindue.

Der dukker stadig små totter af forventnings-skyer op: Mine og andres forventninger til såvel oplevelser som formidling…  Godt at her er meget blæst og STOR himmel.

Jeg ved, at jeg er her, og det er godt.