Son Duri – Mallorca

Landet på Mallorca!regnbuelanding på Mallorca Blev modtaget af regnbue i lufthavnen – føltes som et godt tegn.
Jeg arbejder på ‘Son Duri’, som er et økologogisk familielandbrug med lidt af hvert; frugt, grønt, geder, høns, hunde, katte og ‘blandede fugle’, bl.a. høns, gæs, emu og påfugl.
Helt udenfor det almindelige er en af sønnerne opfinder og har bygget en slags markrobot med mekaniske ben, så den kan arbejde i terræn, hvor traktorer har svært ved at få fodfæste. Det er betydningsfuldt. Jeg fik både fortalt og vist video indenfor den første halve time efter min ankomst sent tirsdag aften. Opfindersønnen er pt i USA for at præsentere sin opfindelse og søge patent på opfindelsen (så vidt jeg forstod). – Det betyder så også, at her (stort set) kun tales spansk! Min sprog-læringskurve er mindst ligeså stejl som de skråninger robotten kan forcere. Vi klarer os og er lykkedes med at udveksle social-central-info om bl.a. vores børn. Det ældre værtspar er søde og hensynsfulde.
lyserødblomst Udsigten til næsten 5 uger på denne ø føles umådelig luksuriøst. Ferievarme som denne er hidtil i mit liv kommet i pakker af én uges varighed. 30+ dage med tør varme, 12 timers dagslys og 12 timers nattemørke. Manuelt arbejde 5 timer dagligt 6 dage om ugen. Rigeligt med friske grøntsager. Og ikke mindst udsigt til efterårsferie med mine unger og en bunke dejlige venner. Livet er godt.
Træerne vokser naturligvis ikke ind i himlen: Her er hverken hav eller bjerg i gåafstand, og biproduktet ved geder og høns er en svag, men distinkt lugt af lort. Bygningerne har tidligere dannet ramme om et teglværk og en restaurant – selve ægteparrets bolig er nogle beskedne rum, bygget inden i en større hal. Mit værelse ligeså, med lille vindue ud til en hal, så intet direkte dagslys – men lyserøde vægge og ægte amatør-malerier.
lyserødtværelse MallorcaHer spares på vand & strøm, ikke på omstændelighed. Det meste af indretningen er meget spartansk og interimistisk. Afløbet fra køkkenvasken løber fx ned i en spand, som den næsten 80-årige mand bærer ud og tømmer i lavendelhækken. Der er ikke varmt vand i køkkenet – det varmes i en gryde på gaskomfuret, når konen klarer dagens opvask om aftenen.
Uh, hvor ville jeg gerne liiiige ordne et par ting bare lidt  mere praktisk og pænt … men det er ikke mit univers, jeg er bare på besøg. Sætter pris på eget værelse og accepterer at leve med værtsstedets lugte, lyde, lys og særegenheder.
Jeg har foreløbig sorteret kikærter samt renset og sat løg. Og det går op for mig, hvor uvant jeg er med at lære ved at se og gøre, fremfor at læse & høre. Det er på én gang enkelt og banalt: Lav et hul med hakken, sæt et løg, lav et nyt hul og træk jorden hen over det løg du lige har sat. Det lykkes mig da også at holde trit med den 74-årige lille kvinde, som tydeligvis har stive skuldre og fingre. Men jeg må flere gange se og SE igen, og forsøge at få hold på hvor dybt hun sætter løgene, hvor tæt sammen, og hvad det er, hun undervejs samler op eller knuser med sin hakke.
løgsorteringDet er bestemt ikke top-effektiv produktion. Vi sidder med hver sin saks og klipper top & bund af løg, så de bliver klar til salg. Min indre regnemaskine forsøger at estimere, hvor mange minutter og håndteringer, der investeres i hvert løg, og hvor mange cent det måske indbringer i den sidste ende. Jeg undrer mig over, at tre typer løg er blandet sammen, og kun delvist sorteres mens vi renser dem. Vi arbejder med mange forskellige størrelser og typer af kasser, så de kan dårligt stables.. Men tydeligst på min indre lystavle står kvindens hænder, som uden hastværk og uden stop håndterer og sorterer, så jeg næsten – men også kun næsten – kan mærke hvad hun mærker, ved at se hvordan hun berører. Og det ikke-effektive  forvandles til diversitet og fysisk erfaring. Her røres og gøres.
fadølTil frokost spiser vi varm mad, og de fleste råvarer er dyrket lige her. De er ikke nødvendigvis hentet dugfriske ind i køkkenet – vi spiser blandt andet de små, skæve, plettede varianter. Men det giver mening, det hænger sammen, og det behøver ikke gøres op i valuta, indtjening og overskud.
Sidst – men ikke mindst – ligger gården i gå-afstand fra den lille by Vilafranca de Bonany, hvor jeg går ind efter frokost og siesta, bestiller en fadøl og logger på wifi.
Hasta Luego (på gensyn).

Udgivet af

Marianne

Nysgerrig og i live.