Skov på Island

Nåleskov Hraundis kalder sig ‘forest farmer’ altså ‘skov-landmand’ eller måske bare skovbruger – men er der overhovedet skov på Island? Njaaah… Først lidt:

Skovhistorie
Da de første bosættere kom til øen (omkring år 700-800), var 25-40% af øen dækket af skov (estimerer man). Rundt regnet 1.000 år senere, omkring år 1900 var det kun 1,5% af Island, der var dækket af skov. Det var bl.a. behovet for græsning til husdyr, der fik skovene til at skrumpe.
solnedgang i granI det herrens år 1899 startede den første organiserede skovrejsning – og det var tre danskere der stod bag!

Omkring år 1990 blev der plantet en del træer i den østlige del af landet med statsstøtte: Mange landmænd måtte slå deres fårebesætninger ned, fordi de blev smittet med en uhelbredelig og smitsom sygdom. Med statsstøtte til skovrejsning søgte man at minimere affolkningen af landområderne.

Ved indgåelse af Kyoto-aftalen i år 2000 satsede Island på skovrejsning som primær indsats mod CO2-udledning. Den islandske stats ambition er, at 12% af øen skal være dækket af skov i år 2100.
statsskov
Nutidens skovrejsning
Hraundis arbejder deltids på et af landets 5 regionale skovkontorer. Her pr. 1. juli i år er de blevet slået sammen og sammenlagt med den statslige skovenhed, og skal fremover fungere som én organisation.
Staten giver økonomisk støtte til landmænd, der planter træer, og giver i samme omgang råd, dåd og en vis regulering af, hvad der må/kan/skal plantes hvor. Det arbejde er Hraundis med til at udføre. Hun kører ud til landmændene, ‘læser’ landskabet, ved fx at vurdere jordbunden efter hvilke planter, der vokser. Det hele registreres på et kort, som så danner grundlag for at beslutte hvad der kan plantes hvor.

hraundis med pottiputki

Plantning
For at kunne plante træer må man først hegne fårene ude. De uldne skabninger går frit i højlandet hele sommeren og æder også gerne nyplantede træer, så der skal elektrisk hegn op om enhver wanna-be skov. Det kan også være nødvendigt at anlægge nødtørftige veje op på bjerget for at kunne komme op med et køretøj. I lavlandet kan man pløje og harve jorden inden plantning, på bakker og i bjerge må træerne klare sig med at blive jaget i jorden, og så selv klare konkurrencen med græs, timian, revlingbuske mmm. Og det gør de så.
småtræer
Der eksperimenteres lystigt med forskellige sorter og placeringer. Eksempelvis mente man indtil for få år siden, at det ikke gik an at plante på en nordvendt skråning, hvilket fint er lykkedes for en af Hraundis’ naboer. Man importerer især frø fra træer, der vokser på nogenlunde samme højdegrader som Island har.

Vinden er barsk, så mange træer har brug for ammetræer – nogle at stå i læ af. Det er vildt at se, hvor stor forskel der kan være på samme træsort, plantet på samme tidspunkt, med få meters afstand – og alligevel kan ét være 5 gange så stort som de øvrige, fordi det lige er landet i et godt mikroklima.
Hraundis' træer over husHraundis’ wanna-be skov
Her på Raudsgil er der (stort set) ingen træer, der er over 20 år gamle. Hraundis’ svigermor kunne nemlig ikke lide træer (?!?), så der blev ikke plantet nogen før Bjørn og Hraundis købte gården. Siden da er der blevet plantet igennem – og her er både plads og lyst til flere. Hraundis kan plante op til 1.000 på én dag, og har i alt stoppet omtrent 100.000 i jorden – jeg har plantet 100 og priklet 160.

pottiputkiFavoritredskabet er en original finsk ‘pottiputki’ *smil* – på islandsk hedder den noget i retning af ‘gaber’, fordi den kan åbne gabet og derved danne et hul i jorden til et lille nyt træ. Hvis ikke det finske navn var så fint ville jeg kalde den en træbazuka; ‘granaten’ er et lille træ med jordklump, som sendes ned i jorden for at forrette stor glæde.

Det er godt at plante træer – også på Island.

Udgivet af

Marianne

Nysgerrig og i live.