Alene

Der er mange måder at være alene på, og jeg er sandsynligvis kun lige startet på mit eget katalog af variationer.
FullSizeRender-3På island var jeg inde i Grønlandsk radio – altså på islandsk: Sproget var et isoleringsmateriale, der holdt mig ude af samtalerne.
Der var også en alenehed, som lå i ‘mine’ islændinges opførsel. Ikke bare overfor mig, også overfor hinanden, hvor de med deres ord og gestus ofte undlod at sige ‘jeg ser dig og jeg lader dig se, at jeg ser dig’. Der var vist ikke noget ‘jeg afviser dig’ i ikke-handlingerne og ikke-ordene, bare fravær af anerkendelse. Jeg oplevede det som en lavere grad af omsorg for hinanden, end jeg er vant til.
I det offentlige rum så jeg noget af det samme. Standholderne på det lille marked – 14 deltagere – hvor det ikke var en selvfølge, at alle hilste på alle. Servitricerne på turist-bistroen, der beherskede et blik, der på én gang var indstillet på uendeligt og ‘lige igennem kunden’. (De har afsindigt mange turister i Reykjavik om sommeren, så forståeligt nok, at man kan blive træt af de ‘bloody tourists’ … men det var en mærkbar kølighed).
bregneI Irland hilser alle på alle hele tiden, og det er skønt. ‘How are you?’ + How are things? + Darling + Love + bilisterne løfter hånd, når de kører forbi mig på landevejen og hver eneste nabo har sagt pænt goddag og spurgt interesseret – selv naboens børn (6 og 8 år). – Det er ingen ulempe at lufte en ‘absolute adorable’ hund ;-). Men venligheden mødte mig også i lufthavnen i Dublin, i busterminaler og busser samt i hver eneste butik og virksomhed jeg har været inde i. Imødekommenhed, øjenkontakt, hilsen, spørgen til velbefindende, interesse og tagen imod, tagen hånd om. Luften er fyldt af det – måske det næres af fugt? Altså en helt anden social basistemperatur i Irland, end jeg oplevede på Island.

Aleneheden på stedet er konkret: Jeg passer hus og hund mens familien er på ferie. Det fysiske er til at tage at føle på i et hus med 20+ værelser ude på landet. Det er OK. Jeg har boet på landet, været alene i sommerhus og levet alene. Jeg har ikke noget problem med mørke, edderkopper eller vindens lyde om natten.
brændeovn_lukkethjelmDen – for mig – nye variation er det andet menneske i huset, som hverken hilser eller svarer, når vi passerer hinanden i en gang eller opholder os i køkkenet samtidig. Da vi havde været alene en dag skældte han mig hæder og ære fra; en blanding af formodninger, (fejl)fortolkninger, projektioner, generaliseringer og (for)domme. Han nægtede at høre hvad jeg havde at sige  – ville ikke diskutere med en kvinde (!) og gik ganske enkelt sin vej. – Der hænger en galdegul snert i luften efter ham, og jeg tærer på mit lager af god karmaenergi, for ikke at lade mig smitte. (Han er frivillig hjælper som jeg, men opfører sig som boss).

Lad os ikke dvæle mere ved ham. Det er hans mentale hårknude, som jeg hverken kan, skal eller vil forsøge at løse. Han bærer på en broget historie, men ser tilsyneladende verden i sort-hvid. (PS: Mine irske værter er skønne! Og er nu tilbage fra ferie.)
tidselDu skal ikke have ondt af mig. Jeg kan klare det, og der er lærepenge at hente. Udbyttet kommer i mange valutaer, også en del jeg ikke kendte til. Jeg investerer big time i min kulturelle dannelse.

ALLE oplevelserne – syn & sanser, steder & mennesker – er jeg alene om. Det er vi alle.
Det føltes bare ikke helt sådan, dengang nye kontinenter blev indtaget sammen med min familie, Dengang var det ‘vores’ oplevelser, og det føltes godt at være sammen om dem … Nu spekulerer jeg over, om de blev mindre mine, fordi de var fælles? Overvejer, hvor meget af min båndbredde familien har taget fra omgivelserne? (Og i hvilken grad, vi overhovedet har oplevet det samme (!) – men lad nu det ligge). Det var jo indbygget i udflugterne, at vi gjorde det sammen, så naturligvis fyldte “”vi”” en stor del af panoramaet.
this is a different worldHer – alene – er mine oplevelser mine. Jeg kan så vælge at dele nogle af dem med andre – eller lade være. – Og det er dejligt at skrive/tale med alle jer jeg holder af.
– Og så er jeg (næsten) på vej til et par britiske festivals, for at være sammen med en masse mennesker og lave mad i en café.

Castle Hackett Happy

Castle Hacket seen from South West
Castle Hackett House from North
Castle Hackett seen from NorthWest

Well, of course the name is Castle Hackett House – but Happy seems to be a proper substitute. Happy certainly describes my encounter with this place and it’s people.
It is huge! Kind of to big to fit in a photo – so I’ll just show you a few bits and pieces here. Dating back to early 1700, rebuild in 1929 after a fire in 1923. So much built-in history – I’ll probably report more at some point.
Tree from underneath
It’s a generous building: Big windows, high ceilings, letting in the light and providing a good lookout. And it has a friendly feel to it: Good dimensions, an overall simplicity and excellent location, location, location. Surrounded by a pittoresk mixture of farmland and woodland with Knockma hill as the primary view to the souths. The hill provides a lovely 1 mile walk including beautiful views of lakes and hills. I am particularly fond of the old stand-alone trees, each of them an individual sculpture, containing so much history. And the woodland is equally characterized by years and years of growth and green-all-over.

And then here’s Joyce: An ever energetic bundle of activity, enthusiasm, laughter and visions materializing. Her husband Dennis is right here with her – equally alive and engaged, with a more ‘steady-going’ ambience. Their younger daughter Kiara & her puppet Chai are a delightful pair, adding to the lovely, playful feel of the whole bunch.Chai Generous characterize the four of them: They are open minded and welcoming in every way. A brilliant combo of Irish & Australian, have made the move quite a few times, and likewise build and run several businesses. This is a BIG step – and I’m absolutely confident, that they’ll make it, and make it good.

Add to this a stream of helpX’ers, friends and family from all over the world, plenty of farm animals in the fields, the sound of swallows and a mixed bundle of wildlife … Hope you’re starting to get the picture of this unique spot of diversity & potential.

And there’s more: The stables, the ruins, the stonewalls, the remnants of an ancient greenhouse with an intrinsic hot-water heating system build into the ground and space & room & light & land for an orchard, berry-bushes, a vegetable garden etc etc.SkyBlueRoom
It is enormous, and so is the amount of work that needs to be done, before the walls will frame yoga-classes, masterclasses in music, art exhibitions, Bed & Breakfast, Holiday Apartments and … who knows?
In a late, tired hour of the day, the building might resemble a monster or a dinosaur. And yet, always a friendly one, with a magic aura, holding promises of many amazing experiences ahead. – And I am right here, so glad and privileged to participate in the making! Consider this a tiny hours d’oeuvre: There is so much more on this menu :-).

Arbejdsopgaver – Island

Arbejdsopgaver som frivillig hos Hraundís – skovbruger og producent af æteriske olier – på Island. Jeg har:

  • Hentet sitkagran i naboens skov
  • Hentet fyr og ene i andre skove
  • Klippet mindre grene af større grene
  • Kørt nålegrene gennem grenkværn
  • Trillebøret brugt plantemateriale væk efter endt destillering
  • Klippet og klistret labels på flasker til salg
  • Pakket olier til forsendelse til butikker
  • Hjulpet med at stille op og pakke ned på markederflaskepakkeri
  • Taget fotos af markedsstande
  • Plukket vild spansk kørvel (Myrrhis odorata) til destillering
  • Samlet vilde blomster og blade til the: Røllike, timian, hindbær
  • Plantet træer
  • Slæbt gammelt hønsehus og skrammel ud af gammel kostald
  • Skrubbet 26 år gammelt komøg og yngre hønselort af gulvet
  • Afleveret skrald på genbrugsstation
  • Samlet vilde svampe og lavet svampesuppe og -omelet
  • Kogt rabarbermarmelade m. ingefær, og rabarberkompot
    (og vundet marmeladekonkurrencen i Borgarnes :-)
  • Slået græs
  • Vandet drivhus
  • Bagt boller og pandekager
  • Lavet aftensmad et par gange
  • Gjort lidt rent, luget lidt, …

Ingen tvivl om, det fedeste, overhovedet, har været at arbejde i skoven, skarpt fulgt af at samle blomster, urter, blade. Selve destilleringen har lidt magi over sig, og de æteriske olier er ret heftige … men det rykker mere i mig at lege med træer (og jage vilde svampe).
Hraundis er selv interesseret i såvel olier som skov. Hun er uddannet i både aromaterapi og skovdrift, og hun har villigt fortalt og forklaret, når jeg spurgte.
Og det mindst fede har faktisk ikke været møg, mas og stank – det er jo bare arbejde. Det mest frustrerende har været at afvente hvad der skal ske hvornår. Jeg har ofte stået ‘stand-by’ i timevis, hvor jeg har forsøgt at lave andre ting, men ikke rigtig har følt jeg havde fri. Og et stænk af irritation, når hun giver udtryk for at have alt for travlt med alt muligt, og samtidig ikke gør effektiv brug af min arbejdskraft. Så dér har jeg trænet mine tålmodigheds- og ‘det-er-ikke-mit-ansvar’ -muskler.
Desuden har min værtinde været ret god til at tage mig med til ting ‘for sjov’: En tur til floden, hen at at se vandfald, varme kilder, Snorri Sturlussons hus & kirke, en kunstners atelier, Reykjavik, mm. At køre andre veje ud/hjem og se vilde landskaber – især sjovt at se dalen, hvor filmen ‘Mænd og heste’ er optaget. Jeg har oplevet folkedansere & folkesange. Jeg har set en mængde lokale produkter – og producenter – på de markeder, vi har været på, og været på egne udflugter i byerne Borgarnes og Akureyri.

Forunderlige Menneske

Det vildeste er menneskene. Eller; egentlig ikke menneskene som sådan, men det de gør – og ikke gør – ved hinanden. Og måske ikke engang dét, men nærmere… min oplevelse af det, fordi det gør mig så larmende bevidst om alle de sociale spilleregler jeg tager for givet.

Her er det anderledes end jeg forventer og anderledes end jeg ville gøre det, hvis det var mig der satte scenen. Og jeg får én på opleveren, hele tiden og igen, og igen, netop når jeg tror, at jeg er ved at kende grundtrinnene. Som et intensivt kursus, hvor den vigtigste læring ligger udenfor pensum. Og så bliver der uddelt svedere, hver gang jeg tror, jeg har lavet mine lektier.

Forundringslinsen vender begge veje; den får mig til at se både ud og ind. Naturligvis ud på menneskenes gøren omkring mig. Og samtidig ind på mine egne vaner og (omgangs)former: Hvad forventer jeg? Hvorfor gør jeg det? Hvordan gør jeg selv? Fint nok at trave rundt på et grundfjeld og grunde over dét, men som oftest skal jeg (re)agere præcis samtidig – for jeg er lige midt inde i den her virkelighed.

Og det er godt sådan. Det var nok, egentlig, noget af det jeg gerne ville skærpe, ved at rejse som jeg gør. Også selv om jeg ikke selv vidste det.

 

Skov på Island

Nåleskov Hraundis kalder sig ‘forest farmer’ altså ‘skov-landmand’ eller måske bare skovbruger – men er der overhovedet skov på Island? Njaaah… Først lidt:

Skovhistorie
Da de første bosættere kom til øen (omkring år 700-800), var 25-40% af øen dækket af skov (estimerer man). Rundt regnet 1.000 år senere, omkring år 1900 var det kun 1,5% af Island, der var dækket af skov. Det var bl.a. behovet for græsning til husdyr, der fik skovene til at skrumpe.
solnedgang i granI det herrens år 1899 startede den første organiserede skovrejsning – og det var tre danskere der stod bag!

Omkring år 1990 blev der plantet en del træer i den østlige del af landet med statsstøtte: Mange landmænd måtte slå deres fårebesætninger ned, fordi de blev smittet med en uhelbredelig og smitsom sygdom. Med statsstøtte til skovrejsning søgte man at minimere affolkningen af landområderne.

Ved indgåelse af Kyoto-aftalen i år 2000 satsede Island på skovrejsning som primær indsats mod CO2-udledning. Den islandske stats ambition er, at 12% af øen skal være dækket af skov i år 2100.
statsskov
Nutidens skovrejsning
Hraundis arbejder deltids på et af landets 5 regionale skovkontorer. Her pr. 1. juli i år er de blevet slået sammen og sammenlagt med den statslige skovenhed, og skal fremover fungere som én organisation.
Staten giver økonomisk støtte til landmænd, der planter træer, og giver i samme omgang råd, dåd og en vis regulering af, hvad der må/kan/skal plantes hvor. Det arbejde er Hraundis med til at udføre. Hun kører ud til landmændene, ‘læser’ landskabet, ved fx at vurdere jordbunden efter hvilke planter, der vokser. Det hele registreres på et kort, som så danner grundlag for at beslutte hvad der kan plantes hvor.

hraundis med pottiputki

Plantning
For at kunne plante træer må man først hegne fårene ude. De uldne skabninger går frit i højlandet hele sommeren og æder også gerne nyplantede træer, så der skal elektrisk hegn op om enhver wanna-be skov. Det kan også være nødvendigt at anlægge nødtørftige veje op på bjerget for at kunne komme op med et køretøj. I lavlandet kan man pløje og harve jorden inden plantning, på bakker og i bjerge må træerne klare sig med at blive jaget i jorden, og så selv klare konkurrencen med græs, timian, revlingbuske mmm. Og det gør de så.
småtræer
Der eksperimenteres lystigt med forskellige sorter og placeringer. Eksempelvis mente man indtil for få år siden, at det ikke gik an at plante på en nordvendt skråning, hvilket fint er lykkedes for en af Hraundis’ naboer. Man importerer især frø fra træer, der vokser på nogenlunde samme højdegrader som Island har.

Vinden er barsk, så mange træer har brug for ammetræer – nogle at stå i læ af. Det er vildt at se, hvor stor forskel der kan være på samme træsort, plantet på samme tidspunkt, med få meters afstand – og alligevel kan ét være 5 gange så stort som de øvrige, fordi det lige er landet i et godt mikroklima.
Hraundis' træer over husHraundis’ wanna-be skov
Her på Raudsgil er der (stort set) ingen træer, der er over 20 år gamle. Hraundis’ svigermor kunne nemlig ikke lide træer (?!?), så der blev ikke plantet nogen før Bjørn og Hraundis købte gården. Siden da er der blevet plantet igennem – og her er både plads og lyst til flere. Hraundis kan plante op til 1.000 på én dag, og har i alt stoppet omtrent 100.000 i jorden – jeg har plantet 100 og priklet 160.

pottiputkiFavoritredskabet er en original finsk ‘pottiputki’ *smil* – på islandsk hedder den noget i retning af ‘gaber’, fordi den kan åbne gabet og derved danne et hul i jorden til et lille nyt træ. Hvis ikke det finske navn var så fint ville jeg kalde den en træbazuka; ‘granaten’ er et lille træ med jordklump, som sendes ned i jorden for at forrette stor glæde.

Det er godt at plante træer – også på Island.

Reykjavik

Havde godt 5 timer i Reykjavik fredag 22. juli, tog selvportræt i Harpa (herover), så havn og skibe, huse, gader og turister, turister, turister. Pyh, det må være hårdt at være islænding midt i sådan en invasion. Ifølge Reykjavik Grapevine besøges Island i år af 1,3 millioner turister, et tal der vokser med 30% årligt. Den islandske befolkning tæller ca 331.000 personer, hvoraf 120.000 bor i Reykjavik-regionen. Dvs 4 turister pr. islænding i løbet af et år, eller godt 10 pr. Reykjavik-beboer!
fjölnisvegurHovedstaden er ikke så stor, så jeg fik øjet de fleste must-see steder og bygninger som fx den halvgrimme kirke. De steder kan man se fotos af overalt. Jeg gik og morede mig over var noget så barnligt som sjove ord som fjollevej (‘Fjöllnisvegur’) og hver-fis gade (‘Hverfisgatur). I boghandelen har de forstået, at selv børn og unge kan have afføringsproblemer, så de sælger ‘barnabækur’ og ‘unglingabækur’. *fnis*

fastholdepunktPå havnen fandt jeg et fast holdepunkt, der var til at få øje på: Åh at være et skib med så fast fortøjning på land. Selv hvis man nu var sådan et skib som ‘Laugarnes’, der slutter inden det rigtig har fået krop – bare stort anlagt stævn (godt begyndt…).

 

laugarnes

Jeg fik min første islandske øl ‘Einstock’, pale ale brygget i Akureyri (by på nordkysten), og spiste fiskesuppe til. Stak naturligvis hovedet indenfor i en strikkebutik, og fik hurtigt mental uldeksem af alt for mange islandske sweatre og vanter og huer og turister, turister, turister.
FullSizeRender-2Fandt op på byens fotomuseum, på øverste etage af biblioteket, og så smukke sort-hvide fotos af vandkants-vestislandske-beboere af fotografen Þorvaldur Örn Kristmundsson, og fotoserie af Charlotta María Hauksdóttir, der fangede personlige & historiske begivenheder i et fint set-up, der også rummede årstidernes skiften.

Mødtes med min værtinde Hraundis i et lille gammelt byhus, hvor en kusines niece har lavet atelier i den kælder, hvor hendes farfar havde værksteds-atelier hele sit liv, men ikke selv udstillede eller solgte sine værker. Niecen viste også gamle fotos af anti-NATO demonstrationer i 70’erne, brændevinsdruk med digtervenner og opstillet foto af de få ejendele farfaren havde tilbage fra sin mor, bl.a. en Singer-symaskine.lave skyer
Han ses herover og hed Völundur Draumeland’, hvilket cirka betyder ‘gåde drømmeland’.

Vi nåede også omkring Hraundis søn, datter og to børnebørn, tankede pizza og dagligvarer og kørte hjem gennem regn og lavthængende skyer-

Raudsgil – Island

Jeg befinder mig på gården ‘Raudsgil’ – som cirka betyder ‘rød dal’. Adressen er 320 Reykholt, Island. Koordinaterne: er 64°39’12.6″N 21°13’02.9″W. raudsgil_googlemap
På billedet fra googlemaps kan man forhåbentlig se, at her er en hel samling af bygninger. Længst til venstre, kvadratisk og med grønt tag, er beboelseshuset. De øvrige bygninger er værksted, lade, ex-mælkerum, ex-kostald, en hytte til havedims og et drivhus. Længere nede ad grusvejen ligger endnu en gammel lade med 4 mindre sidebygninger (ex-fårestald) og lidt derfra en slags simpel maskinhal.

Til venstre for billedet er den navngivende røde dal, og i bunden af denne risle-plasker en flod henover klipper og sten. Jeg sidder udenfor beboelseshuset og kigger ned over dalen, hvor den røde flod møder ‘hvid-røg-floden’, der snor sig i lavlandet mellem græsmarker. Navnet ‘hvid røg’ kommer af, at det et smeltevand fra en gletcher, og smeltevand fra gletchere er hvidt.
Billedet øverst i dette indlæg er min udsigt, sådan en onsdag aften ved 21-tiden, hvor den snoede ‘hvide-røg’s flod reflekterer solens stråler.

Raudsgil_vejskilt

Under vejskiltet, halvt skjult af skyer,  ses gletcheren ‘Eiríksjökull’; Eriks gletcher – for mig altså intet mindre end min brors gletcher.

Huset er bygget i 1940 og der er efter sigende mange landhuse efter samme model. Cirka kvadratisk grundplan med høj kælder og et stueplan med 5 mindre rum på hver etage. Vinduerne er relativt små med kun en enkelt lille rude, der kan åbnes – det blæser (som regel) så meget, at selv den lille rude sikrer rigelig luftudskiftning.

Manden i huset er 3. generation på gården. Her har været holdt får, køer og høns. Den nuværende familie har de senest år haft et par udendørs grise om sommeren og et enkelt år ænder, men nøjes i øjeblikket med 21 høns, 1 hane, 5 nyklækkede kyllinger, 2 hunde og en kat.

hønsehusHønsehuset er seneste nye bygning (maj 2016), i gammel stil,  bygget af en fransk helpx’er (frivillig). Mælkerummet er konverteret til destilleringsrum og kostalden til opbevaring af planter til destillering. Det gamle jern blev fjernet så sent som i søndags, og jeg var med til at skrubbe 26 år gammelt komøg af gulvene; kan derfor oplyse, at lugten genoplives, når man tilsætter frisk vand.

Overvældet

Må påkalde mig min røde drage for at taste mig vej gennem forbehold og tvivl. Har nu i en uge været så fuldstændig overvældet af nye indtryk, at jeg slet ikke har udtrykt mig. Har knapt nok kunnet huske, hvad mennesker og ting hed, selv umiddelbart efter at have fået det at vide. En form for kognitivt overload.

Har faktisk lovet at fortælle om mine oplevelser… Mmhmm – men det kræver et minimum af refleksion over hvad det så egentlig er, jeg oplever her, hvor DET HELE synes at være i spil hele tiden, fx:

  • At jeg troede jeg ankom uden forventninger (hvor naiv kan man være?)
  • Hvor dejligt floden lyder
  • At rum, møbler, ting, lyde, lugte fylder så meget i oplevelseshorisonten
  • Hvor grum kaffemaskinekaffe-på-termokande kan være
  • At omgangsformerne er så anderledes
  • At islandsk-engelsk lyder lidt som tysk-engelsk
  • At naturen er SÅ vild og smuk og vild og voldsom og vild og fantastisk
  • Hvor uforbeholdent dejligt det er at plukke blomster
  • At jeg skiftevis sover lange nætter og næsten ikke
  • Hvor meget jeg nyder at her er hund
  • At det var en dejlig overraskelse, at her var en anden frivillig da jeg kom
  • Hvor meget jeg har lyst til at lære om træer og planter
  • At jeg allerede en uge inde i ‘et-år-uden-planer’ overvejer hvad jeg vil med mit liv
  • Hvor mange personlige historier jeg allerede er introduceret til
  • At jeg har så mange muligheder og ‘bare’ skal tage imod dem, én ad gangen
  • Hvor dejligt det er at tale i telefon med mine unger

første glimt af Island fra fly

Det hele er kun lige begyndt. I dag er dag 8 – kun godt en uge siden jeg fik det første glimt af øen fra flyets vindue.

Der dukker stadig små totter af forventnings-skyer op: Mine og andres forventninger til såvel oplevelser som formidling…  Godt at her er meget blæst og STOR himmel.

Jeg ved, at jeg er her, og det er godt.