Sierra Nevada – bjergene med sne på toppen:
Det er dér mine øjne søger hen.
Godt nok har Granada Al Hambra – fair nok for dét. Og jeg har købt min billet, i forvejen og online, og tilbringer en lang formiddag blandt alle de andre turister.
Lydsporet er strømmende, klukkende, rindende vand. Øjnene veksler mellem at søge ud i bjergene og ind i detaljerne. Der ligger så meget tid bag begge dele.
Byen er smuk og rig. Velklædte mennesker, luksuriøse butikker. Smalle-smalle gader hvor jeg bor, giver dage uden trafikstøj. ‘Udenfor-sæsonen’ giver mig de-facto eneværelse i flere nætter, som i weekenden huser 6 kvinder.
På den anden side af kløften, med udsigt til Al Hambra, besøger jeg hulemuseet, og får fin formidling, historisk, kulturelt, botanisk – og flere udsigter ind på nethinden. Bydelen, Albayzín, har flere smukke kirkepladser, hvor hustlere, handlende, rejsende hænger ud med hinanden om de småpenge, årstidens få turister skæpper i hatten.
Jeg tager bussen til Lanjaron, og kører med Jim & Louise op på bjerget, hvor de har jord i terrasser, det store vekslende udsyn, inklusiv Middelhav og afrikanske bjerge når solen går ned.
Her er så meget, og mere arbejde i det hele – hunde, katte, høns, gæs og druer, citron-, mandarin-, valnødde-, mandel- og kirsebærtræer.
Tæt på hjemmet findes skovlignende strækninger med gamle kastanjetræer. Jim viser mig vandvejen og hvordan begavet beskæring kan give døende træer nyt liv.
Min seng i gæste-campingvognen er forvarmet med varmeflaske. Jeg drømmer videre om et sted hvor jeg kan plante mine egne træer. Og jeg vågner op til friheden til at rejse hvorhen jeg vil.
Jim & Louise bliver på bjerget, bygger, vander, beskærer, vedligeholder. De holder af og holder ud, mens Brexit mv. giver altid omskiftelige økonomiske vilkår.