Forunderlige Menneske

Det vildeste er menneskene. Eller; egentlig ikke menneskene som sådan, men det de gør – og ikke gør – ved hinanden. Og måske ikke engang dét, men nærmere… min oplevelse af det, fordi det gør mig så larmende bevidst om alle de sociale spilleregler jeg tager for givet.

Her er det anderledes end jeg forventer og anderledes end jeg ville gøre det, hvis det var mig der satte scenen. Og jeg får én på opleveren, hele tiden og igen, og igen, netop når jeg tror, at jeg er ved at kende grundtrinnene. Som et intensivt kursus, hvor den vigtigste læring ligger udenfor pensum. Og så bliver der uddelt svedere, hver gang jeg tror, jeg har lavet mine lektier.

Forundringslinsen vender begge veje; den får mig til at se både ud og ind. Naturligvis ud på menneskenes gøren omkring mig. Og samtidig ind på mine egne vaner og (omgangs)former: Hvad forventer jeg? Hvorfor gør jeg det? Hvordan gør jeg selv? Fint nok at trave rundt på et grundfjeld og grunde over dét, men som oftest skal jeg (re)agere præcis samtidig – for jeg er lige midt inde i den her virkelighed.

Og det er godt sådan. Det var nok, egentlig, noget af det jeg gerne ville skærpe, ved at rejse som jeg gør. Også selv om jeg ikke selv vidste det.

 

Udgivet af

Marianne

Nysgerrig og i live.