Ved havet, East Runton, UK

East Runton, nær Cromer, North Norfolk. Engelsk (nordvendt)  østkyst, stor strand, promenade, farvestrålende badehuse, victoriansk pier og massivt tidevand.
pier cromerudsigt mod cromerimg_6875Udpræget ferieby. I bymidten victorianske (tidligere) hoteller og restaurant-pub-isbutik-cafe-fish-n-chips-bar, dør ved dør. Og mellem by og landsby ligger de karakteristiske hvide camping-trailer-huse tæt i park efter park, kun adskilt af hegn og navn.

Havet er heftigt, og viser stranden i helt forskellige versioner i løbet af tidevandets kommen og gåen. Her er op til 4,5 meters forskel på høj- og lavvande. Ovenfor stranden rejser skrænten sig stejlt. Heroppe er bølgede grønne bakker med træer og krat – og veje, togskinner, byer, landsbyer. Store mængder rødbrune britiske ‘bricks’ og masser af Norfolk sten og flint.
Det er udenfor sæsonen. Indendøre får vi ‘a cuppa’ & ‘a biccy’.
Jeg får mindelser om min barndoms-venindes bedsteforældre på Mors og landsbyer på Fyn, en efterårsferie for længe siden. Tiden går lidt langsommere – eller måske er her bare mere af den.

Vi besøger næsten dagligt Vera, som er 92 år gammel.  Ved hvert besøg giver hun mig endnu et glimt ind i et langt levet liv. Den anden dag fortalte hun bl.a. om sin bror Reggie, hvor højt han elskede deres mor, at han og Vera tilbragte meget tid sammen, og at han døde allerede som 40-årig som følge af multipel sclerose. Vera er ikke helt klar hver dag, men hun er altid en stjerne; lille, let kroget, meget karakteristisk og smuk på en helt unik facon.

Her er personlig betjening, hos slagteren, i avis-kort-kage-kaffe-kiosken og hos købmanden, hvor der ikke bare er åbent 13 timer dagligt,  men også kan købes både sokker og strandspande. Og så er det helt naturligt at udveksle ord om ‘a beautiful morning’, under en spadseretur i bakkerne eller langs stranden.
“Keep Calm – I’m in England”

 

 

Cafe Chameleon

Min adgangsbillet til musikfestivaller i Storbritannien var Cafe Chameleon. – Kort forinden var hverken UK, cafe eller festival på mit program; det skriver jeg heldigvis selv undervejs.
Chameleon drives af Clare King sammen med datter Chilli og hendes kæreste Joe + en enkelt ansat de seneste 4 år. De har nu i 10 år rejst rundt og lavet mad på diverse festivaller og ved større arrangementer, fx en workshop for 200 mennesker.
Joe rejser telt, reparerer hvad som helst og hjælper Chilli i køkkenet. Chilli laver mad og bager afsindigt lækre kager. Claire ordner, strukturerer, køber ind – og organiserer alle de frivillige. Og så knokler de i øvrigt alle 3 med det-hele-altsammen: kunder, opvask, affald, ansigtstallerkenopstilling, nedpakning mmm.
Jeg fandt Claire på et site for værter og frivillige (www.workaway.info): Havde fået nok af landets-dybe-stille-ro og søgte musik, dans og mennesker: Tjek + så meget mere ;-)
Vildt interessant at se hvordan man også kan drive mobil-restauration med et uendeligt antal variable.
Brian Claire MarceeSom frivilligvært er Clare klar i sin online-beskrivelse af hvad hun forventer og tilbyder. Hun er ordentlig og omsorgsfuld, sørger for at alle får eget telt, madras, dyne, hovedpude og håndklæde! Hun organiserer kørsel til og fra lufthavne, togstationer, wifi, print og diverse ad-hoc-behov.
Jeg kom til Chameleon 3 uger inden sæsonen sluttede, hvor café og mange af de frivillig havde været igang siden maj.
Korpset af frivillige rummede her:
Amerikaner, argentiner, brasilianer, new zealænder, rumæner, spanier (3 stk), i alt 5 britter – og mig.
Jeg aktiverer mentale ledninger til JacobsBQ i 90’erne og kaster mig ud i det: Sjovt, sindssygt, frustrerende, festligt og mere af det hele. Jeg overraskes over fraværet af instruktion og uddelegering af opgaver – det er som om hver enkelt selv må finde ud af, hvad der skal gøres. Der laves trods alt et vagtskema – og så justeres det dagen efter. Flere af de erfarne har taget egne ansvarsområder: Opvask, the-kaffe-kage, kundebetjening, etc.  Mange arbejder mere end de er forpligtet til – ifører sig forklæde og løser de opgaver, der trænger til at blive løst. Jeg ser, ser, ser – lytter og gør – spørger – men forsøger at lade være med at bede om at få alting forklaret.
hjertevandmelonEfterfølgende dæmrer det for mig, at fraværet af instruktion ikke kun er fravær men (tvangs-)tænder den enkeltes indre motor & motivation. Der er opgaver der falder mellem stole, men de enkelte stole står bedre hver især, og er mindre afhængige af en central instruktør. Jeg tager derfra med stor kærlighed til Chameleon.

Equinox – musikfestival mm

Equinox  blev min anden musikfestival i Storbritannien. Min oplevelse af den står uforholdsmæssigt meget i skyggen af Maui Waui, hvilket nok ikke er fair – men sådan er det. 
Lad mig overstå kritikken først:
– De bands jeg oplevede var musikalsk uambitiøse (som i dårlige/kedelige)
– Lyden fra scenerne blandedes i en øredøvende kakafoni
– Der var tilsyneladende for mange stoffer og aggressioner
– Og aftaler & organisering omkring crew-forplejning var ikke klare nok.
Når dét er sagt, så oplevede jeg dog også:
– En ordentlig røvfuld søde, sjove, interessante frivillige
– Et vidunderligt ‘Alice i Eventyrland’ univers (fotos dérfra)
– Cirkusteltet ‘Betty’ som vi serverede i
– Masser af gode, sjove, fine folk & detaljer
– Flot ildshow og ‘Electric-Hamster-race-man’
Det er dog ikke en festival jeg har lyst til at opsøge igen – så over-and-out om Equinox herfra.
Inden selve festivalen startede havde jeg til gengæld en ganske særlig uge. Vi var 3 fra Cafe Chamelion, som kørte i forvejen for at lave mad til de folk, der byggede alicewonderlandhjertefestivalen op. Det betød bare 2-3 timers arbejde hver aften – og lange dage med tid til hygge og udflugter.
Festivalpladsen lå i gå-afstand fra en landsby med adskillige pub’er, cafe, wifi, butikker og busforbindelser. Så jeg tilbragte en dag i Lincoln. Smuk smuk by med mange gode genbrugsbutikker (fatalt!) og bad (tiltrængt) i svømmehallen.
Jeg var også på udflugt til Boston; en by der har været rig og vigtig, men nu virker nedslidt og fattig. Tilsyneladende mange arbejdsløse daglejere og rigtig mange polakker.
Det blev til solskins-søndags-spadseretur til den lokale kirke med the & kage, og pjattet onsdagstur på pub med pool & jukebox.
Og sidst men ikke mindst, så camperede skyggeselvportræt Bostonvi den første uge idyllisk helt alene under smukke træer til lyden af ugler og andet fugleliv: En lux-nature-camp, der blev afløst af alt for støjende & tætpakket mark, da festivalen startede.
Mange smukke polaroid-minder på en bund af interne uoverensstemmelser og en del festivaldeltagere på en cocktail af reggae-protest-musik, sprut & kemi.
Solskinsbillederne er heldigvis størst.