Maui Waui – musikfestival

Maui Waui er dedikeret til ‘Elektro Swing’. Websitet har en skøn lydside – men jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle forvente. Det blev en positiv overraskelse.
Musikken spændte vidt – fra folk til tekno, big-band til solister, lokale og internationale navne.
Arrangørerne var usandsynligt søde, og alle kendte tilsyneladende alle – en hel del var decideret familie.
Publikum kom i alle aldre – også 3 generationer sammen: Seniorer, voksne, unge, børn – og ikke mindst plads & muligheder til alle.
Pladsen fungerede! Alt var samlet om en cirkel med ret funky metalskulpturer, hvor der var ild, bål, borde og stole, som især trak folk om aftenen. Alle scener og områder var nemme at finde, og samtidig så langt fra hinanden, at de sow seed not greedhavde hver sit univers og lydbillede.
Logistikken fungerede. Selvfølgelig manglede der toiletpapir hen på dagen, men der var sjældent kø og pladsen blev aldrig svinsk.
Og så var der desuden:
– Træer omkring hele pladsen, dannede en naturlig kvinde i kjoleramme.
– Cirkustelt med akrobater, jonglører og klovn om dagen, og Psykedelisk Band med cool show om aftenen.
-LindyHop danse instruktion
– Diverse workshops for børn og kreative sjæle. Også en med guerillagardening ;-)
– Publikum – god stil & god stemning
– Burlesque: Udklædning, bodypaint, dekorationer, med tilstrækkelig humor, til at undgå selvhøjtidelighed.
Vi serverede også for de frivillige og bandene, hvilket gjorde det hele ekstra intimt. Det gør det altså sjovere at stable en fuld engelsk morgenmad på tallerkenen, når man samtidig kan takke musikerne for gårsdagens koncert.festivalfrynser

Af gode musikalske oplevelser kan bl.a. nævnes:
– The Gin Bowlers – dans & uforbeholden fredagsglæde
– Bloodshake Chorus – vel-koreograferede covernumre
– DJ El Gadze (Portugal) – skøn lørdag formiddag i sofa i sol
– Transylvania – danse-igennem-show lørdag aften
> Jeg gider godt være med igen næste år.
(I senere tekst om ‘Cafe Chameleon’ forklarer jeg, hvorfor/hvordan jeg deltog på denne festival i Suffolk, UK).

Son Duri – Mallorca

Landet på Mallorca!regnbuelanding på Mallorca Blev modtaget af regnbue i lufthavnen – føltes som et godt tegn.
Jeg arbejder på ‘Son Duri’, som er et økologogisk familielandbrug med lidt af hvert; frugt, grønt, geder, høns, hunde, katte og ‘blandede fugle’, bl.a. høns, gæs, emu og påfugl.
Helt udenfor det almindelige er en af sønnerne opfinder og har bygget en slags markrobot med mekaniske ben, så den kan arbejde i terræn, hvor traktorer har svært ved at få fodfæste. Det er betydningsfuldt. Jeg fik både fortalt og vist video indenfor den første halve time efter min ankomst sent tirsdag aften. Opfindersønnen er pt i USA for at præsentere sin opfindelse og søge patent på opfindelsen (så vidt jeg forstod). – Det betyder så også, at her (stort set) kun tales spansk! Min sprog-læringskurve er mindst ligeså stejl som de skråninger robotten kan forcere. Vi klarer os og er lykkedes med at udveksle social-central-info om bl.a. vores børn. Det ældre værtspar er søde og hensynsfulde.
lyserødblomst Udsigten til næsten 5 uger på denne ø føles umådelig luksuriøst. Ferievarme som denne er hidtil i mit liv kommet i pakker af én uges varighed. 30+ dage med tør varme, 12 timers dagslys og 12 timers nattemørke. Manuelt arbejde 5 timer dagligt 6 dage om ugen. Rigeligt med friske grøntsager. Og ikke mindst udsigt til efterårsferie med mine unger og en bunke dejlige venner. Livet er godt.
Træerne vokser naturligvis ikke ind i himlen: Her er hverken hav eller bjerg i gåafstand, og biproduktet ved geder og høns er en svag, men distinkt lugt af lort. Bygningerne har tidligere dannet ramme om et teglværk og en restaurant – selve ægteparrets bolig er nogle beskedne rum, bygget inden i en større hal. Mit værelse ligeså, med lille vindue ud til en hal, så intet direkte dagslys – men lyserøde vægge og ægte amatør-malerier.
lyserødtværelse MallorcaHer spares på vand & strøm, ikke på omstændelighed. Det meste af indretningen er meget spartansk og interimistisk. Afløbet fra køkkenvasken løber fx ned i en spand, som den næsten 80-årige mand bærer ud og tømmer i lavendelhækken. Der er ikke varmt vand i køkkenet – det varmes i en gryde på gaskomfuret, når konen klarer dagens opvask om aftenen.
Uh, hvor ville jeg gerne liiiige ordne et par ting bare lidt  mere praktisk og pænt … men det er ikke mit univers, jeg er bare på besøg. Sætter pris på eget værelse og accepterer at leve med værtsstedets lugte, lyde, lys og særegenheder.
Jeg har foreløbig sorteret kikærter samt renset og sat løg. Og det går op for mig, hvor uvant jeg er med at lære ved at se og gøre, fremfor at læse & høre. Det er på én gang enkelt og banalt: Lav et hul med hakken, sæt et løg, lav et nyt hul og træk jorden hen over det løg du lige har sat. Det lykkes mig da også at holde trit med den 74-årige lille kvinde, som tydeligvis har stive skuldre og fingre. Men jeg må flere gange se og SE igen, og forsøge at få hold på hvor dybt hun sætter løgene, hvor tæt sammen, og hvad det er, hun undervejs samler op eller knuser med sin hakke.
løgsorteringDet er bestemt ikke top-effektiv produktion. Vi sidder med hver sin saks og klipper top & bund af løg, så de bliver klar til salg. Min indre regnemaskine forsøger at estimere, hvor mange minutter og håndteringer, der investeres i hvert løg, og hvor mange cent det måske indbringer i den sidste ende. Jeg undrer mig over, at tre typer løg er blandet sammen, og kun delvist sorteres mens vi renser dem. Vi arbejder med mange forskellige størrelser og typer af kasser, så de kan dårligt stables.. Men tydeligst på min indre lystavle står kvindens hænder, som uden hastværk og uden stop håndterer og sorterer, så jeg næsten – men også kun næsten – kan mærke hvad hun mærker, ved at se hvordan hun berører. Og det ikke-effektive  forvandles til diversitet og fysisk erfaring. Her røres og gøres.
fadølTil frokost spiser vi varm mad, og de fleste råvarer er dyrket lige her. De er ikke nødvendigvis hentet dugfriske ind i køkkenet – vi spiser blandt andet de små, skæve, plettede varianter. Men det giver mening, det hænger sammen, og det behøver ikke gøres op i valuta, indtjening og overskud.
Sidst – men ikke mindst – ligger gården i gå-afstand fra den lille by Vilafranca de Bonany, hvor jeg går ind efter frokost og siesta, bestiller en fadøl og logger på wifi.
Hasta Luego (på gensyn).

Arbejdsopgaver – Island

Arbejdsopgaver som frivillig hos Hraundís – skovbruger og producent af æteriske olier – på Island. Jeg har:

  • Hentet sitkagran i naboens skov
  • Hentet fyr og ene i andre skove
  • Klippet mindre grene af større grene
  • Kørt nålegrene gennem grenkværn
  • Trillebøret brugt plantemateriale væk efter endt destillering
  • Klippet og klistret labels på flasker til salg
  • Pakket olier til forsendelse til butikker
  • Hjulpet med at stille op og pakke ned på markederflaskepakkeri
  • Taget fotos af markedsstande
  • Plukket vild spansk kørvel (Myrrhis odorata) til destillering
  • Samlet vilde blomster og blade til the: Røllike, timian, hindbær
  • Plantet træer
  • Slæbt gammelt hønsehus og skrammel ud af gammel kostald
  • Skrubbet 26 år gammelt komøg og yngre hønselort af gulvet
  • Afleveret skrald på genbrugsstation
  • Samlet vilde svampe og lavet svampesuppe og -omelet
  • Kogt rabarbermarmelade m. ingefær, og rabarberkompot
    (og vundet marmeladekonkurrencen i Borgarnes :-)
  • Slået græs
  • Vandet drivhus
  • Bagt boller og pandekager
  • Lavet aftensmad et par gange
  • Gjort lidt rent, luget lidt, …

Ingen tvivl om, det fedeste, overhovedet, har været at arbejde i skoven, skarpt fulgt af at samle blomster, urter, blade. Selve destilleringen har lidt magi over sig, og de æteriske olier er ret heftige … men det rykker mere i mig at lege med træer (og jage vilde svampe).
Hraundis er selv interesseret i såvel olier som skov. Hun er uddannet i både aromaterapi og skovdrift, og hun har villigt fortalt og forklaret, når jeg spurgte.
Og det mindst fede har faktisk ikke været møg, mas og stank – det er jo bare arbejde. Det mest frustrerende har været at afvente hvad der skal ske hvornår. Jeg har ofte stået ‘stand-by’ i timevis, hvor jeg har forsøgt at lave andre ting, men ikke rigtig har følt jeg havde fri. Og et stænk af irritation, når hun giver udtryk for at have alt for travlt med alt muligt, og samtidig ikke gør effektiv brug af min arbejdskraft. Så dér har jeg trænet mine tålmodigheds- og ‘det-er-ikke-mit-ansvar’ -muskler.
Desuden har min værtinde været ret god til at tage mig med til ting ‘for sjov’: En tur til floden, hen at at se vandfald, varme kilder, Snorri Sturlussons hus & kirke, en kunstners atelier, Reykjavik, mm. At køre andre veje ud/hjem og se vilde landskaber – især sjovt at se dalen, hvor filmen ‘Mænd og heste’ er optaget. Jeg har oplevet folkedansere & folkesange. Jeg har set en mængde lokale produkter – og producenter – på de markeder, vi har været på, og været på egne udflugter i byerne Borgarnes og Akureyri.

Skov på Island

Nåleskov Hraundis kalder sig ‘forest farmer’ altså ‘skov-landmand’ eller måske bare skovbruger – men er der overhovedet skov på Island? Njaaah… Først lidt:

Skovhistorie
Da de første bosættere kom til øen (omkring år 700-800), var 25-40% af øen dækket af skov (estimerer man). Rundt regnet 1.000 år senere, omkring år 1900 var det kun 1,5% af Island, der var dækket af skov. Det var bl.a. behovet for græsning til husdyr, der fik skovene til at skrumpe.
solnedgang i granI det herrens år 1899 startede den første organiserede skovrejsning – og det var tre danskere der stod bag!

Omkring år 1990 blev der plantet en del træer i den østlige del af landet med statsstøtte: Mange landmænd måtte slå deres fårebesætninger ned, fordi de blev smittet med en uhelbredelig og smitsom sygdom. Med statsstøtte til skovrejsning søgte man at minimere affolkningen af landområderne.

Ved indgåelse af Kyoto-aftalen i år 2000 satsede Island på skovrejsning som primær indsats mod CO2-udledning. Den islandske stats ambition er, at 12% af øen skal være dækket af skov i år 2100.
statsskov
Nutidens skovrejsning
Hraundis arbejder deltids på et af landets 5 regionale skovkontorer. Her pr. 1. juli i år er de blevet slået sammen og sammenlagt med den statslige skovenhed, og skal fremover fungere som én organisation.
Staten giver økonomisk støtte til landmænd, der planter træer, og giver i samme omgang råd, dåd og en vis regulering af, hvad der må/kan/skal plantes hvor. Det arbejde er Hraundis med til at udføre. Hun kører ud til landmændene, ‘læser’ landskabet, ved fx at vurdere jordbunden efter hvilke planter, der vokser. Det hele registreres på et kort, som så danner grundlag for at beslutte hvad der kan plantes hvor.

hraundis med pottiputki

Plantning
For at kunne plante træer må man først hegne fårene ude. De uldne skabninger går frit i højlandet hele sommeren og æder også gerne nyplantede træer, så der skal elektrisk hegn op om enhver wanna-be skov. Det kan også være nødvendigt at anlægge nødtørftige veje op på bjerget for at kunne komme op med et køretøj. I lavlandet kan man pløje og harve jorden inden plantning, på bakker og i bjerge må træerne klare sig med at blive jaget i jorden, og så selv klare konkurrencen med græs, timian, revlingbuske mmm. Og det gør de så.
småtræer
Der eksperimenteres lystigt med forskellige sorter og placeringer. Eksempelvis mente man indtil for få år siden, at det ikke gik an at plante på en nordvendt skråning, hvilket fint er lykkedes for en af Hraundis’ naboer. Man importerer især frø fra træer, der vokser på nogenlunde samme højdegrader som Island har.

Vinden er barsk, så mange træer har brug for ammetræer – nogle at stå i læ af. Det er vildt at se, hvor stor forskel der kan være på samme træsort, plantet på samme tidspunkt, med få meters afstand – og alligevel kan ét være 5 gange så stort som de øvrige, fordi det lige er landet i et godt mikroklima.
Hraundis' træer over husHraundis’ wanna-be skov
Her på Raudsgil er der (stort set) ingen træer, der er over 20 år gamle. Hraundis’ svigermor kunne nemlig ikke lide træer (?!?), så der blev ikke plantet nogen før Bjørn og Hraundis købte gården. Siden da er der blevet plantet igennem – og her er både plads og lyst til flere. Hraundis kan plante op til 1.000 på én dag, og har i alt stoppet omtrent 100.000 i jorden – jeg har plantet 100 og priklet 160.

pottiputkiFavoritredskabet er en original finsk ‘pottiputki’ *smil* – på islandsk hedder den noget i retning af ‘gaber’, fordi den kan åbne gabet og derved danne et hul i jorden til et lille nyt træ. Hvis ikke det finske navn var så fint ville jeg kalde den en træbazuka; ‘granaten’ er et lille træ med jordklump, som sendes ned i jorden for at forrette stor glæde.

Det er godt at plante træer – også på Island.

Reykjavik

Havde godt 5 timer i Reykjavik fredag 22. juli, tog selvportræt i Harpa (herover), så havn og skibe, huse, gader og turister, turister, turister. Pyh, det må være hårdt at være islænding midt i sådan en invasion. Ifølge Reykjavik Grapevine besøges Island i år af 1,3 millioner turister, et tal der vokser med 30% årligt. Den islandske befolkning tæller ca 331.000 personer, hvoraf 120.000 bor i Reykjavik-regionen. Dvs 4 turister pr. islænding i løbet af et år, eller godt 10 pr. Reykjavik-beboer!
fjölnisvegurHovedstaden er ikke så stor, så jeg fik øjet de fleste must-see steder og bygninger som fx den halvgrimme kirke. De steder kan man se fotos af overalt. Jeg gik og morede mig over var noget så barnligt som sjove ord som fjollevej (‘Fjöllnisvegur’) og hver-fis gade (‘Hverfisgatur). I boghandelen har de forstået, at selv børn og unge kan have afføringsproblemer, så de sælger ‘barnabækur’ og ‘unglingabækur’. *fnis*

fastholdepunktPå havnen fandt jeg et fast holdepunkt, der var til at få øje på: Åh at være et skib med så fast fortøjning på land. Selv hvis man nu var sådan et skib som ‘Laugarnes’, der slutter inden det rigtig har fået krop – bare stort anlagt stævn (godt begyndt…).

 

laugarnes

Jeg fik min første islandske øl ‘Einstock’, pale ale brygget i Akureyri (by på nordkysten), og spiste fiskesuppe til. Stak naturligvis hovedet indenfor i en strikkebutik, og fik hurtigt mental uldeksem af alt for mange islandske sweatre og vanter og huer og turister, turister, turister.
FullSizeRender-2Fandt op på byens fotomuseum, på øverste etage af biblioteket, og så smukke sort-hvide fotos af vandkants-vestislandske-beboere af fotografen Þorvaldur Örn Kristmundsson, og fotoserie af Charlotta María Hauksdóttir, der fangede personlige & historiske begivenheder i et fint set-up, der også rummede årstidernes skiften.

Mødtes med min værtinde Hraundis i et lille gammelt byhus, hvor en kusines niece har lavet atelier i den kælder, hvor hendes farfar havde værksteds-atelier hele sit liv, men ikke selv udstillede eller solgte sine værker. Niecen viste også gamle fotos af anti-NATO demonstrationer i 70’erne, brændevinsdruk med digtervenner og opstillet foto af de få ejendele farfaren havde tilbage fra sin mor, bl.a. en Singer-symaskine.lave skyer
Han ses herover og hed Völundur Draumeland’, hvilket cirka betyder ‘gåde drømmeland’.

Vi nåede også omkring Hraundis søn, datter og to børnebørn, tankede pizza og dagligvarer og kørte hjem gennem regn og lavthængende skyer-

Raudsgil – Island

Jeg befinder mig på gården ‘Raudsgil’ – som cirka betyder ‘rød dal’. Adressen er 320 Reykholt, Island. Koordinaterne: er 64°39’12.6″N 21°13’02.9″W. raudsgil_googlemap
På billedet fra googlemaps kan man forhåbentlig se, at her er en hel samling af bygninger. Længst til venstre, kvadratisk og med grønt tag, er beboelseshuset. De øvrige bygninger er værksted, lade, ex-mælkerum, ex-kostald, en hytte til havedims og et drivhus. Længere nede ad grusvejen ligger endnu en gammel lade med 4 mindre sidebygninger (ex-fårestald) og lidt derfra en slags simpel maskinhal.

Til venstre for billedet er den navngivende røde dal, og i bunden af denne risle-plasker en flod henover klipper og sten. Jeg sidder udenfor beboelseshuset og kigger ned over dalen, hvor den røde flod møder ‘hvid-røg-floden’, der snor sig i lavlandet mellem græsmarker. Navnet ‘hvid røg’ kommer af, at det et smeltevand fra en gletcher, og smeltevand fra gletchere er hvidt.
Billedet øverst i dette indlæg er min udsigt, sådan en onsdag aften ved 21-tiden, hvor den snoede ‘hvide-røg’s flod reflekterer solens stråler.

Raudsgil_vejskilt

Under vejskiltet, halvt skjult af skyer,  ses gletcheren ‘Eiríksjökull’; Eriks gletcher – for mig altså intet mindre end min brors gletcher.

Huset er bygget i 1940 og der er efter sigende mange landhuse efter samme model. Cirka kvadratisk grundplan med høj kælder og et stueplan med 5 mindre rum på hver etage. Vinduerne er relativt små med kun en enkelt lille rude, der kan åbnes – det blæser (som regel) så meget, at selv den lille rude sikrer rigelig luftudskiftning.

Manden i huset er 3. generation på gården. Her har været holdt får, køer og høns. Den nuværende familie har de senest år haft et par udendørs grise om sommeren og et enkelt år ænder, men nøjes i øjeblikket med 21 høns, 1 hane, 5 nyklækkede kyllinger, 2 hunde og en kat.

hønsehusHønsehuset er seneste nye bygning (maj 2016), i gammel stil,  bygget af en fransk helpx’er (frivillig). Mælkerummet er konverteret til destilleringsrum og kostalden til opbevaring af planter til destillering. Det gamle jern blev fjernet så sent som i søndags, og jeg var med til at skrubbe 26 år gammelt komøg af gulvene; kan derfor oplyse, at lugten genoplives, når man tilsætter frisk vand.