Forfatter: Marianne

Mindre kystby, ferieby, – udenfor sæsonen. Bynavnet spejler navnet på den unge kvinde, Valeria,  jeg deler værelse med på vandrehjemmet ved stadion. Lyset over stadion får det til at se ud som om det er evigt lyst udenfor vores vindue.
Syd møder Øst. Her er Alcazaba, lille Alhambra som i Granada, endnu en borg på højen, denne ved havet. Og havpromenade som i Malaga. Byarkitekturen en blanding af smalle gader og Franco-brede boulevarder med springvand og ‘kunstværker’. Bastant boligbyggeri i beige & brunt, der momentvis får mig til at tro, at jeg allerede er kommet til Østeuropa.
Hvor Granada er smuk er Almería grov, i Granada rinder ferskvand, i Almeria slår havet.

Valeria er et ansigt på russisk-europæisk historie. Geografisk ester, med estisk pas. Sprogligt, kulturelt og af navn er hun russer. Arbejder for tiden i Irland. Lærer mig udtrykket ‘gråt pas’, der er “en estisk fremmeds pas” (Estonian Alien Passport): Realiteten for dem, der falder mellem jurisdiktioner og tilhørsforhold.

Vi tager sammen bussen til Tabernas, landsbyen ved Europas eneste ørken. I turistinformationen er vi blevet rådet til at tage en taxa til et af filmstudierne, hvorfra der er en gåtur på cirka 8 km. Heldigvis drikker både vi og Max, en lokalt bosat brite, kaffe på den lokale café, vi falder i snak, og han giver os et lift til en indgang til ørkenen, og tilbyder at hente os igen, så vi kan nå eftermiddagsbussen tilbage til vores hostel. 2 timer, har vi til at trave i ørkenen, og vi kan slet ikke se os mætte. Der er hele tiden en ny højderyg, nye udsyn, skift i jordbund, sol, vind og enkelte dekorative skyer.
Ejeren kommer desværre kørende. Ældre, velhavende herre, som noget bistert spørger, hvorfor vi går rundt på privat land? Det er meget farligt, de skyder her, vi risikerer at blive dræbt!
Vi undskylder behørigt, pipper noget om, at en ven sagde det var ok, undskylder og er også på vej ud og væk. – Føler os egentlig ikke i fare, har hverken set jægere eller hørt skud. Er  betydeligt imponerede af naturen og ubetydeligt små i det store landskab med stor diversitet.

Dagen efter med bussen til San Juan – indgangsbyen til naturparken ‘Cabo de Gata-Níjar’ med smukke strande på stribe. Fanges her i ‘kuldebølgen over sydeuropa’. Trods huer og uldne trøjer nøjes vi med at gå til nærmeste udsigtspunkt og trækker derefter ind på stedets vinteråbne restaurant.

Vi spiser paella, drikker øl, og snakker. Valeria fortæller mig om sin bror, om at være ‘usynlig’ som drenge-pige blandt russiske mænd og om en mulig fremtid i Estland. Hun har kønne øjne, og det hårde skær forsvinder når hun ler. Hun ler over, hvor let det lyder, at blive færdig med uddannelsen til dyrlæge og slippe ud af det hotelkøkken, hvor hun har tjent sine penge lidt for længe.

Da hun er rejst videre sidder jeg i Almería, på en bænk ved havet. Lyden af bølgerne gør mig fysisk godt. Ved havet er der også plads til at savne.
Jeg skærper smagen for dét, der er vigtigt, i hullerne mellem her-nærvær, samtale og sugen indtryk til mig.

Sierra Nevada – bjergene med sne på toppen:
Det er dér mine øjne søger hen.
Godt nok har Granada Al Hambra – fair nok for dét. Og jeg har købt min billet, i forvejen og online, og tilbringer en lang formiddag blandt alle de andre turister.

Lydsporet er strømmende, klukkende, rindende vand. Øjnene veksler mellem at søge ud i bjergene og ind i detaljerne. Der ligger så meget tid bag begge dele.

Byen er smuk og rig. Velklædte mennesker, luksuriøse butikker. Smalle-smalle gader hvor jeg bor, giver dage uden trafikstøj. ‘Udenfor-sæsonen’ giver mig de-facto eneværelse i flere nætter, som i weekenden huser 6 kvinder.

På den anden side af kløften, med udsigt til Al Hambra, besøger jeg hulemuseet, og får fin formidling, historisk, kulturelt, botanisk – og flere udsigter ind på nethinden.  Bydelen, Albayzín, har flere smukke kirkepladser, hvor hustlere, handlende, rejsende hænger ud med hinanden om de småpenge, årstidens få turister skæpper i hatten.

Jeg tager bussen til Lanjaron, og kører med Jim & Louise op på bjerget, hvor de har jord i terrasser, det store vekslende udsyn, inklusiv Middelhav og afrikanske bjerge når solen går ned.

Her er så meget, og mere arbejde i det hele – hunde, katte, høns, gæs og druer, citron-, mandarin-, valnødde-, mandel- og kirsebærtræer.
Tæt på hjemmet findes skovlignende strækninger med gamle kastanjetræer. Jim viser mig vandvejen og hvordan begavet beskæring kan give døende træer nyt liv.

Min seng i gæste-campingvognen er forvarmet med varmeflaske. Jeg drømmer videre om et sted hvor jeg kan plante mine egne træer. Og jeg vågner op til friheden til at rejse hvorhen jeg vil.
Jim  & Louise bliver på bjerget, bygger, vander, beskærer, vedligeholder. De holder af og holder ud, mens Brexit mv. giver altid omskiftelige økonomiske vilkår.

5 nætter, 4 hele dage. 12 timers dagslys, sol, sol, sol, let vind og 13-19 graders varme. Det er et skarpt, hvidt lys, der kalder på solbriller og solcreme.
Udpluk af indtryk:

Optog i gaderne den 5. januar om aftenen. I optoget var var der motorcykler, musikere, dansere og udsmykkede vogne. Langs ruten stod tilskuerne tæt for at se og samle de bolcher, der blev delt ud. Bagefter var der travlt ved bageren, man spiser åbenbart ‘Roscón de Reyes’ denne aften; en særlig flødeskumskage.
6. januar er ‘Hellig tre kongers dag’, en fri- og helligdag, og folk går på gaden i deres pæne tøj. Om aftenen gik jeg til messe i katedralen. Havde sat næsen op efter et stort katolsk show med røgelse og messedrenge, men det var nu en ret beskeden optræden i en imponerende ramme.
Er glad for, at jeg lige nåede at se julebelysningen over gågaden. Efter 6. januar er nedtagningen begyndt, gartnerne fjerner julestjerner fra byens plantekasser og butikkerne holder udsalg-udsalg-udsalg.
Jeg gik op på Gibralfaro bjerget til ‘Castillo de Gibralfaro’ – en gammel borg med udsyn over hav og by. Billetmaskinen havde så mange valgmuligheder, at man klogt nok har placeret en ansat foran maskinen til at betjene den for de besøgende. Turen på bjerget gik mellem store træer, fuglene sang og solen skinnede.
Måtte også besøge paladset i byen, alene for navnet: ‘Alcazaba’. Et mini-alhambra med mauriske buer, træskærerarbejde, fine klinker, små gårdrum med vand og planter – og helt hen i vejret ikke-formidling, men skidt med det. Der var smukke rum og udsigt, udsigt, udsigt.
Malaga har et topmoderne havnemiljø, hvor cruiseskibene også lægger til kaj. Her er et Pompidou-museum (i samarbejde med Paris), fancy restauranter, dyre mærkevarebutikker og en smule for nyrigt og strømlinet til at det virkede rigtig interessant – trods farverig kube.
På grænsen mellem by og havn er der fine gamle parkanlæg – og et stort hvidt pariserhjul, der sætter sit præg på byens horisont.
Jeg gik i Botanisk Have. Den ligger – vel nok – lidt længere væk fra centrum end jeg troede på, så jeg gik mig både ud og hjem og til trætte fødder. Haven ligger op ad et bjerg, så her er også fine udsigtspunkter. Den rummer mange selvstændige miljøer: Tørre klipper med træer og krat, frodige grønne slugter med masser af vand, gamle træer, smukke gamle bygninger, sirlige bede osv. Dejligt også at se nogle hjørner med rod og ukrudt.
Dagen efter fandt jeg en park og satte mig ned. Lod solen skinne på mig, kiggede ud over havet og ringede ‘hjem’. Besøgte også ‘CACMalaga’; museet for samtidskunst, og fik et skud vitaminer i øjet af Mark Ryden. Bygningen er et stort, hvidt, gammelt pakhus, der er gratis entre og det har en størrelse, så man ikke bliver udmattet af et besøg. Godt lavet.
Jeg har også været i dødssygt indkøbscenter for at købe et par skiftesko. Og på stranden ‘Malagueta’, med palmer, liggestole og parasoller – og ganske få gæster her udenfor sæson. Jeg badede ikke, dyppede bare tæerne. Og nød lyden af havet.
Og så var der markedet! Under tag med fin glasmosaik i gavlen. Ordentlig pænt organiserede afdelinger og bugnende stande. Sjovt at se, at man kan købe klipfisk fra både island, færøerne, og spanien, naturligvis. Pludselig er der bånd tilbage til de islandske romaner, der var med til at tænde op under min oprindelige rejsefeber.
Mit eget kvarter er altså også ret funky. Jeg bor tæt på en ordentlig stor turistplads ‘Merced’, men lige oppe bag min gade ser det vældig entreprenant, kulturelt og let rodet ud: Her er huse på kanten af sammenbrud (under grovrenovering) og striber af murmalerier – lige til at blive glad af.
Lydbilledet er larmende. Trafik, døgnet rundt, biler, lastbiler, scootere, motorcykler – og skateboards og hestevogne med bjælder på. Menneskene er heller ikke lavmælte – gad vide om spaniere skælder mere ud, eller det bare lyder sådan? Fra dyreriget er der små sangfugle og pletvise flokke af papegøjer.
Malaga bød naturligvis på meget mere, nævner i flæng: Forum Romanum, en notesbog der blev glemt og fundet igen, Picasso, dejlig betjening på cafe Berlin,  absurde souvenirs, mandige mænd og kvinder i makeup, ‘policia local’ med pistoler, – og til hest, professoren der promoverede sine bøger i en park, underboen som et øjeblik troede jeg var spansk, en udtørret flod, og mit hostel ‘Ilan’ med plads til forbedring men gæster med karakteristika, fx en tysk minimalist, en violinspillende vandrer og en dansk forfatter.
Og midt i alt det fremmede sidder H.C. Andersen i bronze – han har nemlig også været i Malaga og kunne lide det.