Skygger i ørken

Almería – i ørkenen

Havpromenade, Almería
Havpromenade, Almería
Østarkitektur i Almería
Østarkitektur i Almería
Skulptur, boulevard i Almería
Skulptur, boulevard i Almería

Mindre kystby, ferieby, – udenfor sæsonen. Bynavnet spejler navnet på den unge kvinde, Valeria,  jeg deler værelse med på vandrehjemmet ved stadion. Lyset over stadion får det til at se ud som om det er evigt lyst udenfor vores vindue.
Syd møder Øst. Her er Alcazaba, lille Alhambra som i Granada, endnu en borg på højen, denne ved havet. Og havpromenade som i Malaga. Byarkitekturen en blanding af smalle gader og Franco-brede boulevarder med springvand og ‘kunstværker’. Bastant boligbyggeri i beige & brunt, der momentvis får mig til at tro, at jeg allerede er kommet til Østeuropa.
Hvor Granada er smuk er Almería grov, i Granada rinder ferskvand, i Almeria slår havet.

Valeria er et ansigt på russisk-europæisk historie. Geografisk ester, med estisk pas. Sprogligt, kulturelt og af navn er hun russer. Arbejder for tiden i Irland. Lærer mig udtrykket ‘gråt pas’, der er “en estisk fremmeds pas” (Estonian Alien Passport): Realiteten for dem, der falder mellem jurisdiktioner og tilhørsforhold.

Valeria i ørken
Valeria i ørken.

Vi tager sammen bussen til Tabernas, landsbyen ved Europas eneste ørken. I turistinformationen er vi blevet rådet til at tage en taxa til et af filmstudierne, hvorfra der er en gåtur på cirka 8 km. Heldigvis drikker både vi og Max, en lokalt bosat brite, kaffe på den lokale café, vi falder i snak, og han giver os et lift til en indgang til ørkenen, og tilbyder at hente os igen, så vi kan nå eftermiddagsbussen tilbage til vores hostel. 2 timer, har vi til at trave i ørkenen, og vi kan slet ikke se os mætte. Der er hele tiden en ny højderyg, nye udsyn, skift i jordbund, sol, vind og enkelte dekorative skyer.
Ejeren kommer desværre kørende. Ældre, velhavende herre, som noget bistert spørger, hvorfor vi går rundt på privat land? Det er meget farligt, de skyder her, vi risikerer at blive dræbt!
Vi undskylder behørigt, pipper noget om, at en ven sagde det var ok, undskylder og er også på vej ud og væk. – Føler os egentlig ikke i fare, har hverken set jægere eller hørt skud. Er  betydeligt imponerede af naturen og ubetydeligt små i det store landskab med stor diversitet.

Dagen efter med bussen til San Juan – indgangsbyen til naturparken ‘Cabo de Gata-Níjar’ med smukke strande på stribe. Fanges her i ‘kuldebølgen over sydeuropa’. Trods huer og uldne trøjer nøjes vi med at gå til nærmeste udsigtspunkt og trækker derefter ind på stedets vinteråbne restaurant.

Cabo de Gata-Níjar - kyst
Cabo de Gata-Níjar – kyst
Skulptur, kunstmuseet i Almería
Skulptur af Louis Ramos, kunstmuseet i Almería

Vi spiser paella, drikker øl, og snakker. Valeria fortæller mig om sin bror, om at være ‘usynlig’ som drenge-pige blandt russiske mænd og om en mulig fremtid i Estland. Hun har kønne øjne, og det hårde skær forsvinder når hun ler. Hun ler over, hvor let det lyder, at blive færdig med uddannelsen til dyrlæge og slippe ud af det hotelkøkken, hvor hun har tjent sine penge lidt for længe.

Da hun er rejst videre sidder jeg i Almería, på en bænk ved havet. Lyden af bølgerne gør mig fysisk godt. Ved havet er der også plads til at savne.
Jeg skærper smagen for dét, der er vigtigt, i hullerne mellem her-nærvær, samtale og sugen indtryk til mig.

Solnedgang, Almería
Solnedgang, Almería

Udgivet af

Marianne

Nysgerrig og i live.