Mit Malaga

5 nætter, 4 hele dage. 12 timers dagslys, sol, sol, sol, let vind og 13-19 graders varme. Det er et skarpt, hvidt lys, der kalder på solbriller og solcreme.
Udpluk af indtryk:

Alice i Undreland, i optog
Alice i Undreland, i optog
Julelys over gågade i Malaga
Julelys over gågade i Malaga
Udsigt fra Gibralfaro bjerget
Udsigt fra Gibralfaro bjerget
Alcazaba - passage
Alcazaba – passage
Pompidou, Malaga havn
Pompidou, Malaga havn
Terrasse i botanisk have
Terrasse i botanisk have
‘Incarnation’ af Mark Ryden
Malagueta, strand i Malaga
Malagueta, strand i Malaga
Glasgavl i markedsbygning
Glasgavl i markedsbygning
Hus under renovering
Hus under renovering
Murmaleri giraffer
H. C. Andersen i Malaga
H. C. Andersen i Malaga

Optog i gaderne den 5. januar om aftenen. I optoget var var der motorcykler, musikere, dansere og udsmykkede vogne. Langs ruten stod tilskuerne tæt for at se og samle de bolcher, der blev delt ud. Bagefter var der travlt ved bageren, man spiser åbenbart ‘Roscón de Reyes’ denne aften; en særlig flødeskumskage.
6. januar er ‘Hellig tre kongers dag’, en fri- og helligdag, og folk går på gaden i deres pæne tøj. Om aftenen gik jeg til messe i katedralen. Havde sat næsen op efter et stort katolsk show med røgelse og messedrenge, men det var nu en ret beskeden optræden i en imponerende ramme.
Er glad for, at jeg lige nåede at se julebelysningen over gågaden. Efter 6. januar er nedtagningen begyndt, gartnerne fjerner julestjerner fra byens plantekasser og butikkerne holder udsalg-udsalg-udsalg.
Jeg gik op på Gibralfaro bjerget til ‘Castillo de Gibralfaro’ – en gammel borg med udsyn over hav og by. Billetmaskinen havde så mange valgmuligheder, at man klogt nok har placeret en ansat foran maskinen til at betjene den for de besøgende. Turen på bjerget gik mellem store træer, fuglene sang og solen skinnede.
Måtte også besøge paladset i byen, alene for navnet: ‘Alcazaba’. Et mini-alhambra med mauriske buer, træskærerarbejde, fine klinker, små gårdrum med vand og planter – og helt hen i vejret ikke-formidling, men skidt med det. Der var smukke rum og udsigt, udsigt, udsigt.
Malaga har et topmoderne havnemiljø, hvor cruiseskibene også lægger til kaj. Her er et Pompidou-museum (i samarbejde med Paris), fancy restauranter, dyre mærkevarebutikker og en smule for nyrigt og strømlinet til at det virkede rigtig interessant – trods farverig kube.
På grænsen mellem by og havn er der fine gamle parkanlæg – og et stort hvidt pariserhjul, der sætter sit præg på byens horisont.
Jeg gik i Botanisk Have. Den ligger – vel nok – lidt længere væk fra centrum end jeg troede på, så jeg gik mig både ud og hjem og til trætte fødder. Haven ligger op ad et bjerg, så her er også fine udsigtspunkter. Den rummer mange selvstændige miljøer: Tørre klipper med træer og krat, frodige grønne slugter med masser af vand, gamle træer, smukke gamle bygninger, sirlige bede osv. Dejligt også at se nogle hjørner med rod og ukrudt.
Dagen efter fandt jeg en park og satte mig ned. Lod solen skinne på mig, kiggede ud over havet og ringede ‘hjem’. Besøgte også ‘CACMalaga’; museet for samtidskunst, og fik et skud vitaminer i øjet af Mark Ryden. Bygningen er et stort, hvidt, gammelt pakhus, der er gratis entre og det har en størrelse, så man ikke bliver udmattet af et besøg. Godt lavet.
Jeg har også været i dødssygt indkøbscenter for at købe et par skiftesko. Og på stranden ‘Malagueta’, med palmer, liggestole og parasoller – og ganske få gæster her udenfor sæson. Jeg badede ikke, dyppede bare tæerne. Og nød lyden af havet.
Og så var der markedet! Under tag med fin glasmosaik i gavlen. Ordentlig pænt organiserede afdelinger og bugnende stande. Sjovt at se, at man kan købe klipfisk fra både island, færøerne, og spanien, naturligvis. Pludselig er der bånd tilbage til de islandske romaner, der var med til at tænde op under min oprindelige rejsefeber.
Mit eget kvarter er altså også ret funky. Jeg bor tæt på en ordentlig stor turistplads ‘Merced’, men lige oppe bag min gade ser det vældig entreprenant, kulturelt og let rodet ud: Her er huse på kanten af sammenbrud (under grovrenovering) og striber af murmalerier – lige til at blive glad af.
Lydbilledet er larmende. Trafik, døgnet rundt, biler, lastbiler, scootere, motorcykler – og skateboards og hestevogne med bjælder på. Menneskene er heller ikke lavmælte – gad vide om spaniere skælder mere ud, eller det bare lyder sådan? Fra dyreriget er der små sangfugle og pletvise flokke af papegøjer.
Malaga bød naturligvis på meget mere, nævner i flæng: Forum Romanum, en notesbog der blev glemt og fundet igen, Picasso, dejlig betjening på cafe Berlin,  absurde souvenirs, mandige mænd og kvinder i makeup, ‘policia local’ med pistoler, – og til hest, professoren der promoverede sine bøger i en park, underboen som et øjeblik troede jeg var spansk, en udtørret flod, og mit hostel ‘Ilan’ med plads til forbedring men gæster med karakteristika, fx en tysk minimalist, en violinspillende vandrer og en dansk forfatter.
Og midt i alt det fremmede sidder H.C. Andersen i bronze – han har nemlig også været i Malaga og kunne lide det.

Ved havet, East Runton, UK

East Runton, nær Cromer, North Norfolk. Engelsk (nordvendt)  østkyst, stor strand, promenade, farvestrålende badehuse, victoriansk pier og massivt tidevand.
pier cromerudsigt mod cromerimg_6875Udpræget ferieby. I bymidten victorianske (tidligere) hoteller og restaurant-pub-isbutik-cafe-fish-n-chips-bar, dør ved dør. Og mellem by og landsby ligger de karakteristiske hvide camping-trailer-huse tæt i park efter park, kun adskilt af hegn og navn.

Havet er heftigt, og viser stranden i helt forskellige versioner i løbet af tidevandets kommen og gåen. Her er op til 4,5 meters forskel på høj- og lavvande. Ovenfor stranden rejser skrænten sig stejlt. Heroppe er bølgede grønne bakker med træer og krat – og veje, togskinner, byer, landsbyer. Store mængder rødbrune britiske ‘bricks’ og masser af Norfolk sten og flint.
Det er udenfor sæsonen. Indendøre får vi ‘a cuppa’ & ‘a biccy’.
Jeg får mindelser om min barndoms-venindes bedsteforældre på Mors og landsbyer på Fyn, en efterårsferie for længe siden. Tiden går lidt langsommere – eller måske er her bare mere af den.

Vi besøger næsten dagligt Vera, som er 92 år gammel.  Ved hvert besøg giver hun mig endnu et glimt ind i et langt levet liv. Den anden dag fortalte hun bl.a. om sin bror Reggie, hvor højt han elskede deres mor, at han og Vera tilbragte meget tid sammen, og at han døde allerede som 40-årig som følge af multipel sclerose. Vera er ikke helt klar hver dag, men hun er altid en stjerne; lille, let kroget, meget karakteristisk og smuk på en helt unik facon.

Her er personlig betjening, hos slagteren, i avis-kort-kage-kaffe-kiosken og hos købmanden, hvor der ikke bare er åbent 13 timer dagligt,  men også kan købes både sokker og strandspande. Og så er det helt naturligt at udveksle ord om ‘a beautiful morning’, under en spadseretur i bakkerne eller langs stranden.
“Keep Calm – I’m in England”

 

 

Cafe Chameleon

Min adgangsbillet til musikfestivaller i Storbritannien var Cafe Chameleon. – Kort forinden var hverken UK, cafe eller festival på mit program; det skriver jeg heldigvis selv undervejs.
Chameleon drives af Clare King sammen med datter Chilli og hendes kæreste Joe + en enkelt ansat de seneste 4 år. De har nu i 10 år rejst rundt og lavet mad på diverse festivaller og ved større arrangementer, fx en workshop for 200 mennesker.
Joe rejser telt, reparerer hvad som helst og hjælper Chilli i køkkenet. Chilli laver mad og bager afsindigt lækre kager. Claire ordner, strukturerer, køber ind – og organiserer alle de frivillige. Og så knokler de i øvrigt alle 3 med det-hele-altsammen: kunder, opvask, affald, ansigtstallerkenopstilling, nedpakning mmm.
Jeg fandt Claire på et site for værter og frivillige (www.workaway.info): Havde fået nok af landets-dybe-stille-ro og søgte musik, dans og mennesker: Tjek + så meget mere ;-)
Vildt interessant at se hvordan man også kan drive mobil-restauration med et uendeligt antal variable.
Brian Claire MarceeSom frivilligvært er Clare klar i sin online-beskrivelse af hvad hun forventer og tilbyder. Hun er ordentlig og omsorgsfuld, sørger for at alle får eget telt, madras, dyne, hovedpude og håndklæde! Hun organiserer kørsel til og fra lufthavne, togstationer, wifi, print og diverse ad-hoc-behov.
Jeg kom til Chameleon 3 uger inden sæsonen sluttede, hvor café og mange af de frivillig havde været igang siden maj.
Korpset af frivillige rummede her:
Amerikaner, argentiner, brasilianer, new zealænder, rumæner, spanier (3 stk), i alt 5 britter – og mig.
Jeg aktiverer mentale ledninger til JacobsBQ i 90’erne og kaster mig ud i det: Sjovt, sindssygt, frustrerende, festligt og mere af det hele. Jeg overraskes over fraværet af instruktion og uddelegering af opgaver – det er som om hver enkelt selv må finde ud af, hvad der skal gøres. Der laves trods alt et vagtskema – og så justeres det dagen efter. Flere af de erfarne har taget egne ansvarsområder: Opvask, the-kaffe-kage, kundebetjening, etc.  Mange arbejder mere end de er forpligtet til – ifører sig forklæde og løser de opgaver, der trænger til at blive løst. Jeg ser, ser, ser – lytter og gør – spørger – men forsøger at lade være med at bede om at få alting forklaret.
hjertevandmelonEfterfølgende dæmrer det for mig, at fraværet af instruktion ikke kun er fravær men (tvangs-)tænder den enkeltes indre motor & motivation. Der er opgaver der falder mellem stole, men de enkelte stole står bedre hver især, og er mindre afhængige af en central instruktør. Jeg tager derfra med stor kærlighed til Chameleon.

Equinox – musikfestival mm

Equinox  blev min anden musikfestival i Storbritannien. Min oplevelse af den står uforholdsmæssigt meget i skyggen af Maui Waui, hvilket nok ikke er fair – men sådan er det. 
Lad mig overstå kritikken først:
– De bands jeg oplevede var musikalsk uambitiøse (som i dårlige/kedelige)
– Lyden fra scenerne blandedes i en øredøvende kakafoni
– Der var tilsyneladende for mange stoffer og aggressioner
– Og aftaler & organisering omkring crew-forplejning var ikke klare nok.
Når dét er sagt, så oplevede jeg dog også:
– En ordentlig røvfuld søde, sjove, interessante frivillige
– Et vidunderligt ‘Alice i Eventyrland’ univers (fotos dérfra)
– Cirkusteltet ‘Betty’ som vi serverede i
– Masser af gode, sjove, fine folk & detaljer
– Flot ildshow og ‘Electric-Hamster-race-man’
Det er dog ikke en festival jeg har lyst til at opsøge igen – så over-and-out om Equinox herfra.
Inden selve festivalen startede havde jeg til gengæld en ganske særlig uge. Vi var 3 fra Cafe Chamelion, som kørte i forvejen for at lave mad til de folk, der byggede alicewonderlandhjertefestivalen op. Det betød bare 2-3 timers arbejde hver aften – og lange dage med tid til hygge og udflugter.
Festivalpladsen lå i gå-afstand fra en landsby med adskillige pub’er, cafe, wifi, butikker og busforbindelser. Så jeg tilbragte en dag i Lincoln. Smuk smuk by med mange gode genbrugsbutikker (fatalt!) og bad (tiltrængt) i svømmehallen.
Jeg var også på udflugt til Boston; en by der har været rig og vigtig, men nu virker nedslidt og fattig. Tilsyneladende mange arbejdsløse daglejere og rigtig mange polakker.
Det blev til solskins-søndags-spadseretur til den lokale kirke med the & kage, og pjattet onsdagstur på pub med pool & jukebox.
Og sidst men ikke mindst, så camperede skyggeselvportræt Bostonvi den første uge idyllisk helt alene under smukke træer til lyden af ugler og andet fugleliv: En lux-nature-camp, der blev afløst af alt for støjende & tætpakket mark, da festivalen startede.
Mange smukke polaroid-minder på en bund af interne uoverensstemmelser og en del festivaldeltagere på en cocktail af reggae-protest-musik, sprut & kemi.
Solskinsbillederne er heldigvis størst.

Maui Waui – musikfestival

Maui Waui er dedikeret til ‘Elektro Swing’. Websitet har en skøn lydside – men jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle forvente. Det blev en positiv overraskelse.
Musikken spændte vidt – fra folk til tekno, big-band til solister, lokale og internationale navne.
Arrangørerne var usandsynligt søde, og alle kendte tilsyneladende alle – en hel del var decideret familie.
Publikum kom i alle aldre – også 3 generationer sammen: Seniorer, voksne, unge, børn – og ikke mindst plads & muligheder til alle.
Pladsen fungerede! Alt var samlet om en cirkel med ret funky metalskulpturer, hvor der var ild, bål, borde og stole, som især trak folk om aftenen. Alle scener og områder var nemme at finde, og samtidig så langt fra hinanden, at de sow seed not greedhavde hver sit univers og lydbillede.
Logistikken fungerede. Selvfølgelig manglede der toiletpapir hen på dagen, men der var sjældent kø og pladsen blev aldrig svinsk.
Og så var der desuden:
– Træer omkring hele pladsen, dannede en naturlig kvinde i kjoleramme.
– Cirkustelt med akrobater, jonglører og klovn om dagen, og Psykedelisk Band med cool show om aftenen.
-LindyHop danse instruktion
– Diverse workshops for børn og kreative sjæle. Også en med guerillagardening ;-)
– Publikum – god stil & god stemning
– Burlesque: Udklædning, bodypaint, dekorationer, med tilstrækkelig humor, til at undgå selvhøjtidelighed.
Vi serverede også for de frivillige og bandene, hvilket gjorde det hele ekstra intimt. Det gør det altså sjovere at stable en fuld engelsk morgenmad på tallerkenen, når man samtidig kan takke musikerne for gårsdagens koncert.festivalfrynser

Af gode musikalske oplevelser kan bl.a. nævnes:
– The Gin Bowlers – dans & uforbeholden fredagsglæde
– Bloodshake Chorus – vel-koreograferede covernumre
– DJ El Gadze (Portugal) – skøn lørdag formiddag i sofa i sol
– Transylvania – danse-igennem-show lørdag aften
> Jeg gider godt være med igen næste år.
(I senere tekst om ‘Cafe Chameleon’ forklarer jeg, hvorfor/hvordan jeg deltog på denne festival i Suffolk, UK).

Son Duri – Mallorca

Landet på Mallorca!regnbuelanding på Mallorca Blev modtaget af regnbue i lufthavnen – føltes som et godt tegn.
Jeg arbejder på ‘Son Duri’, som er et økologogisk familielandbrug med lidt af hvert; frugt, grønt, geder, høns, hunde, katte og ‘blandede fugle’, bl.a. høns, gæs, emu og påfugl.
Helt udenfor det almindelige er en af sønnerne opfinder og har bygget en slags markrobot med mekaniske ben, så den kan arbejde i terræn, hvor traktorer har svært ved at få fodfæste. Det er betydningsfuldt. Jeg fik både fortalt og vist video indenfor den første halve time efter min ankomst sent tirsdag aften. Opfindersønnen er pt i USA for at præsentere sin opfindelse og søge patent på opfindelsen (så vidt jeg forstod). – Det betyder så også, at her (stort set) kun tales spansk! Min sprog-læringskurve er mindst ligeså stejl som de skråninger robotten kan forcere. Vi klarer os og er lykkedes med at udveksle social-central-info om bl.a. vores børn. Det ældre værtspar er søde og hensynsfulde.
lyserødblomst Udsigten til næsten 5 uger på denne ø føles umådelig luksuriøst. Ferievarme som denne er hidtil i mit liv kommet i pakker af én uges varighed. 30+ dage med tør varme, 12 timers dagslys og 12 timers nattemørke. Manuelt arbejde 5 timer dagligt 6 dage om ugen. Rigeligt med friske grøntsager. Og ikke mindst udsigt til efterårsferie med mine unger og en bunke dejlige venner. Livet er godt.
Træerne vokser naturligvis ikke ind i himlen: Her er hverken hav eller bjerg i gåafstand, og biproduktet ved geder og høns er en svag, men distinkt lugt af lort. Bygningerne har tidligere dannet ramme om et teglværk og en restaurant – selve ægteparrets bolig er nogle beskedne rum, bygget inden i en større hal. Mit værelse ligeså, med lille vindue ud til en hal, så intet direkte dagslys – men lyserøde vægge og ægte amatør-malerier.
lyserødtværelse MallorcaHer spares på vand & strøm, ikke på omstændelighed. Det meste af indretningen er meget spartansk og interimistisk. Afløbet fra køkkenvasken løber fx ned i en spand, som den næsten 80-årige mand bærer ud og tømmer i lavendelhækken. Der er ikke varmt vand i køkkenet – det varmes i en gryde på gaskomfuret, når konen klarer dagens opvask om aftenen.
Uh, hvor ville jeg gerne liiiige ordne et par ting bare lidt  mere praktisk og pænt … men det er ikke mit univers, jeg er bare på besøg. Sætter pris på eget værelse og accepterer at leve med værtsstedets lugte, lyde, lys og særegenheder.
Jeg har foreløbig sorteret kikærter samt renset og sat løg. Og det går op for mig, hvor uvant jeg er med at lære ved at se og gøre, fremfor at læse & høre. Det er på én gang enkelt og banalt: Lav et hul med hakken, sæt et løg, lav et nyt hul og træk jorden hen over det løg du lige har sat. Det lykkes mig da også at holde trit med den 74-årige lille kvinde, som tydeligvis har stive skuldre og fingre. Men jeg må flere gange se og SE igen, og forsøge at få hold på hvor dybt hun sætter løgene, hvor tæt sammen, og hvad det er, hun undervejs samler op eller knuser med sin hakke.
løgsorteringDet er bestemt ikke top-effektiv produktion. Vi sidder med hver sin saks og klipper top & bund af løg, så de bliver klar til salg. Min indre regnemaskine forsøger at estimere, hvor mange minutter og håndteringer, der investeres i hvert løg, og hvor mange cent det måske indbringer i den sidste ende. Jeg undrer mig over, at tre typer løg er blandet sammen, og kun delvist sorteres mens vi renser dem. Vi arbejder med mange forskellige størrelser og typer af kasser, så de kan dårligt stables.. Men tydeligst på min indre lystavle står kvindens hænder, som uden hastværk og uden stop håndterer og sorterer, så jeg næsten – men også kun næsten – kan mærke hvad hun mærker, ved at se hvordan hun berører. Og det ikke-effektive  forvandles til diversitet og fysisk erfaring. Her røres og gøres.
fadølTil frokost spiser vi varm mad, og de fleste råvarer er dyrket lige her. De er ikke nødvendigvis hentet dugfriske ind i køkkenet – vi spiser blandt andet de små, skæve, plettede varianter. Men det giver mening, det hænger sammen, og det behøver ikke gøres op i valuta, indtjening og overskud.
Sidst – men ikke mindst – ligger gården i gå-afstand fra den lille by Vilafranca de Bonany, hvor jeg går ind efter frokost og siesta, bestiller en fadøl og logger på wifi.
Hasta Luego (på gensyn).

Alene

Der er mange måder at være alene på, og jeg er sandsynligvis kun lige startet på mit eget katalog af variationer.
FullSizeRender-3På island var jeg inde i Grønlandsk radio – altså på islandsk: Sproget var et isoleringsmateriale, der holdt mig ude af samtalerne.
Der var også en alenehed, som lå i ‘mine’ islændinges opførsel. Ikke bare overfor mig, også overfor hinanden, hvor de med deres ord og gestus ofte undlod at sige ‘jeg ser dig og jeg lader dig se, at jeg ser dig’. Der var vist ikke noget ‘jeg afviser dig’ i ikke-handlingerne og ikke-ordene, bare fravær af anerkendelse. Jeg oplevede det som en lavere grad af omsorg for hinanden, end jeg er vant til.
I det offentlige rum så jeg noget af det samme. Standholderne på det lille marked – 14 deltagere – hvor det ikke var en selvfølge, at alle hilste på alle. Servitricerne på turist-bistroen, der beherskede et blik, der på én gang var indstillet på uendeligt og ‘lige igennem kunden’. (De har afsindigt mange turister i Reykjavik om sommeren, så forståeligt nok, at man kan blive træt af de ‘bloody tourists’ … men det var en mærkbar kølighed).
bregneI Irland hilser alle på alle hele tiden, og det er skønt. ‘How are you?’ + How are things? + Darling + Love + bilisterne løfter hånd, når de kører forbi mig på landevejen og hver eneste nabo har sagt pænt goddag og spurgt interesseret – selv naboens børn (6 og 8 år). – Det er ingen ulempe at lufte en ‘absolute adorable’ hund ;-). Men venligheden mødte mig også i lufthavnen i Dublin, i busterminaler og busser samt i hver eneste butik og virksomhed jeg har været inde i. Imødekommenhed, øjenkontakt, hilsen, spørgen til velbefindende, interesse og tagen imod, tagen hånd om. Luften er fyldt af det – måske det næres af fugt? Altså en helt anden social basistemperatur i Irland, end jeg oplevede på Island.

Aleneheden på stedet er konkret: Jeg passer hus og hund mens familien er på ferie. Det fysiske er til at tage at føle på i et hus med 20+ værelser ude på landet. Det er OK. Jeg har boet på landet, været alene i sommerhus og levet alene. Jeg har ikke noget problem med mørke, edderkopper eller vindens lyde om natten.
brændeovn_lukkethjelmDen – for mig – nye variation er det andet menneske i huset, som hverken hilser eller svarer, når vi passerer hinanden i en gang eller opholder os i køkkenet samtidig. Da vi havde været alene en dag skældte han mig hæder og ære fra; en blanding af formodninger, (fejl)fortolkninger, projektioner, generaliseringer og (for)domme. Han nægtede at høre hvad jeg havde at sige  – ville ikke diskutere med en kvinde (!) og gik ganske enkelt sin vej. – Der hænger en galdegul snert i luften efter ham, og jeg tærer på mit lager af god karmaenergi, for ikke at lade mig smitte. (Han er frivillig hjælper som jeg, men opfører sig som boss).

Lad os ikke dvæle mere ved ham. Det er hans mentale hårknude, som jeg hverken kan, skal eller vil forsøge at løse. Han bærer på en broget historie, men ser tilsyneladende verden i sort-hvid. (PS: Mine irske værter er skønne! Og er nu tilbage fra ferie.)
tidselDu skal ikke have ondt af mig. Jeg kan klare det, og der er lærepenge at hente. Udbyttet kommer i mange valutaer, også en del jeg ikke kendte til. Jeg investerer big time i min kulturelle dannelse.

ALLE oplevelserne – syn & sanser, steder & mennesker – er jeg alene om. Det er vi alle.
Det føltes bare ikke helt sådan, dengang nye kontinenter blev indtaget sammen med min familie, Dengang var det ‘vores’ oplevelser, og det føltes godt at være sammen om dem … Nu spekulerer jeg over, om de blev mindre mine, fordi de var fælles? Overvejer, hvor meget af min båndbredde familien har taget fra omgivelserne? (Og i hvilken grad, vi overhovedet har oplevet det samme (!) – men lad nu det ligge). Det var jo indbygget i udflugterne, at vi gjorde det sammen, så naturligvis fyldte “”vi”” en stor del af panoramaet.
this is a different worldHer – alene – er mine oplevelser mine. Jeg kan så vælge at dele nogle af dem med andre – eller lade være. – Og det er dejligt at skrive/tale med alle jer jeg holder af.
– Og så er jeg (næsten) på vej til et par britiske festivals, for at være sammen med en masse mennesker og lave mad i en café.

Castle Hackett Happy

Castle Hacket seen from South West
Castle Hackett House from North
Castle Hackett seen from NorthWest

Well, of course the name is Castle Hackett House – but Happy seems to be a proper substitute. Happy certainly describes my encounter with this place and it’s people.
It is huge! Kind of to big to fit in a photo – so I’ll just show you a few bits and pieces here. Dating back to early 1700, rebuild in 1929 after a fire in 1923. So much built-in history – I’ll probably report more at some point.
Tree from underneath
It’s a generous building: Big windows, high ceilings, letting in the light and providing a good lookout. And it has a friendly feel to it: Good dimensions, an overall simplicity and excellent location, location, location. Surrounded by a pittoresk mixture of farmland and woodland with Knockma hill as the primary view to the souths. The hill provides a lovely 1 mile walk including beautiful views of lakes and hills. I am particularly fond of the old stand-alone trees, each of them an individual sculpture, containing so much history. And the woodland is equally characterized by years and years of growth and green-all-over.

And then here’s Joyce: An ever energetic bundle of activity, enthusiasm, laughter and visions materializing. Her husband Dennis is right here with her – equally alive and engaged, with a more ’steady-going’ ambience. Their younger daughter Kiara & her puppet Chai are a delightful pair, adding to the lovely, playful feel of the whole bunch.Chai Generous characterize the four of them: They are open minded and welcoming in every way. A brilliant combo of Irish & Australian, have made the move quite a few times, and likewise build and run several businesses. This is a BIG step – and I’m absolutely confident, that they’ll make it, and make it good.

Add to this a stream of helpX’ers, friends and family from all over the world, plenty of farm animals in the fields, the sound of swallows and a mixed bundle of wildlife … Hope you’re starting to get the picture of this unique spot of diversity & potential.

And there’s more: The stables, the ruins, the stonewalls, the remnants of an ancient greenhouse with an intrinsic hot-water heating system build into the ground and space & room & light & land for an orchard, berry-bushes, a vegetable garden etc etc.SkyBlueRoom
It is enormous, and so is the amount of work that needs to be done, before the walls will frame yoga-classes, masterclasses in music, art exhibitions, Bed & Breakfast, Holiday Apartments and … who knows?
In a late, tired hour of the day, the building might resemble a monster or a dinosaur. And yet, always a friendly one, with a magic aura, holding promises of many amazing experiences ahead. – And I am right here, so glad and privileged to participate in the making! Consider this a tiny hours d’oeuvre: There is so much more on this menu :-).

Arbejdsopgaver – Island

Arbejdsopgaver som frivillig hos Hraundís – skovbruger og producent af æteriske olier – på Island. Jeg har:

  • Hentet sitkagran i naboens skov
  • Hentet fyr og ene i andre skove
  • Klippet mindre grene af større grene
  • Kørt nålegrene gennem grenkværn
  • Trillebøret brugt plantemateriale væk efter endt destillering
  • Klippet og klistret labels på flasker til salg
  • Pakket olier til forsendelse til butikker
  • Hjulpet med at stille op og pakke ned på markederflaskepakkeri
  • Taget fotos af markedsstande
  • Plukket vild spansk kørvel (Myrrhis odorata) til destillering
  • Samlet vilde blomster og blade til the: Røllike, timian, hindbær
  • Plantet træer
  • Slæbt gammelt hønsehus og skrammel ud af gammel kostald
  • Skrubbet 26 år gammelt komøg og yngre hønselort af gulvet
  • Afleveret skrald på genbrugsstation
  • Samlet vilde svampe og lavet svampesuppe og -omelet
  • Kogt rabarbermarmelade m. ingefær, og rabarberkompot
    (og vundet marmeladekonkurrencen i Borgarnes :-)
  • Slået græs
  • Vandet drivhus
  • Bagt boller og pandekager
  • Lavet aftensmad et par gange
  • Gjort lidt rent, luget lidt, …

Ingen tvivl om, det fedeste, overhovedet, har været at arbejde i skoven, skarpt fulgt af at samle blomster, urter, blade. Selve destilleringen har lidt magi over sig, og de æteriske olier er ret heftige … men det rykker mere i mig at lege med træer (og jage vilde svampe).
Hraundis er selv interesseret i såvel olier som skov. Hun er uddannet i både aromaterapi og skovdrift, og hun har villigt fortalt og forklaret, når jeg spurgte.
Og det mindst fede har faktisk ikke været møg, mas og stank – det er jo bare arbejde. Det mest frustrerende har været at afvente hvad der skal ske hvornår. Jeg har ofte stået ’stand-by’ i timevis, hvor jeg har forsøgt at lave andre ting, men ikke rigtig har følt jeg havde fri. Og et stænk af irritation, når hun giver udtryk for at have alt for travlt med alt muligt, og samtidig ikke gør effektiv brug af min arbejdskraft. Så dér har jeg trænet mine tålmodigheds- og ‘det-er-ikke-mit-ansvar’ -muskler.
Desuden har min værtinde været ret god til at tage mig med til ting ‘for sjov’: En tur til floden, hen at at se vandfald, varme kilder, Snorri Sturlussons hus & kirke, en kunstners atelier, Reykjavik, mm. At køre andre veje ud/hjem og se vilde landskaber – især sjovt at se dalen, hvor filmen ‘Mænd og heste’ er optaget. Jeg har oplevet folkedansere & folkesange. Jeg har set en mængde lokale produkter – og producenter – på de markeder, vi har været på, og været på egne udflugter i byerne Borgarnes og Akureyri.

Forunderlige Menneske

Det vildeste er menneskene. Eller; egentlig ikke menneskene som sådan, men det de gør – og ikke gør – ved hinanden. Og måske ikke engang dét, men nærmere… min oplevelse af det, fordi det gør mig så larmende bevidst om alle de sociale spilleregler jeg tager for givet.

Her er det anderledes end jeg forventer og anderledes end jeg ville gøre det, hvis det var mig der satte scenen. Og jeg får én på opleveren, hele tiden og igen, og igen, netop når jeg tror, at jeg er ved at kende grundtrinnene. Som et intensivt kursus, hvor den vigtigste læring ligger udenfor pensum. Og så bliver der uddelt svedere, hver gang jeg tror, jeg har lavet mine lektier.

Forundringslinsen vender begge veje; den får mig til at se både ud og ind. Naturligvis ud på menneskenes gøren omkring mig. Og samtidig ind på mine egne vaner og (omgangs)former: Hvad forventer jeg? Hvorfor gør jeg det? Hvordan gør jeg selv? Fint nok at trave rundt på et grundfjeld og grunde over dét, men som oftest skal jeg (re)agere præcis samtidig – for jeg er lige midt inde i den her virkelighed.

Og det er godt sådan. Det var nok, egentlig, noget af det jeg gerne ville skærpe, ved at rejse som jeg gør. Også selv om jeg ikke selv vidste det.