Faro – Portugal: Storkeland

Ankommer med bus fra Sevilla. Ser STORKE undervejs! Og ikke bare en enkelt, nej en hel række af storkereder i toppen af elmaster. Havde næsten glemt hvor ikoniske de er. En del mandeltræer er allerede sprunget ud, poetisk-hvide.

Graffitispøgelse
Storkereder på gavl
Graffitiøje (til salg)
Go Røv / Grøn bil
Rundt vindue
Cyklist på asfalt
Graffitifigurer

Synes jeg ser en anden fattigdom her, anderledes end i Spanien. Da bussen kører ind i Faro bor der mennesker i skure. Vasketøjet er hængt til tørre på metalhegnet ud mod vejen. På en ubebygget grund er der nogen, der har tændt bål – de bor tilsyneladende i telt-skure. Der står umiddelbart ‘sigøjnere’ i hovedet på mig.

Mit hostel ser rigtig fint ud – smuk gammel bygning, højt til loftet. Sengelampe!! Dette er mit sjette hostel/vandrehjem i denne måned, jeg begynder at få øje for detaljerne. Stopper fluks alt mit (vaske)tøj i maskinen og går ud for at handle mad. Der er simpelthen hele to storkereder på gavlen lige udenfor mit hostel. Faro tegner godt.
I supermarkedet bliver jeg pludselig ‘høj & blond’ – i sammenligning med de øvrige kunder. Betragter nogle – for mig at se – absurde variationer af ‘farvet hår & make-up’, samt en stor glæde ved kunststof, stramt kunsstof. – Gad vide hvad mine øjne ville registrere samme tid & sted i fx Bilka, Køge.

Ankomsten til et nyt sted vækker den opdagelsesrejsende i mig. Det minder om at få vasket fedtet af brillerne. Jeg ser nye mønstre & motiver – har endda øjne for gamle biler (?!) – og hører melodier i sproget, jeg nu – igen – ikke forstår.

Da det er blevet mørkt fortsætter jeg min udforskning af nye territorier – online. Opdager en by kaldet Tălmaciu, men umiddelbart uden muligheder for overnatning. Så måske hellere Kiev eller Novi Vinodolski… Trækket mod øst er stærkt.

Vågner til solskin og går straks ud. Faro er lille og slidt. Her er mange tomme huse med tilmurede vinduer og døre. Her er ikke ‘street-art’, bare graffiti. Husnumrene er bare malet på muren over døren – i Sevilla var de støbt i metal eller fint malet på fliser. Det er selvfølgelig urimeligt at betragte Faro (50.000 indbyggere) med Sevilla-vante-øjne (1,5 millioner indbyggere). Og særligt her om vinteren, hvor sådan en turist-kystby er i vinterdvale. Støder på det danske konsulat i gågaden, det ligger lige overfor McDonalds. Her er mange konsulater – afspejler vel byens geografisk yderlige position, Europas sydkyst.

Tilbringer eftermiddagen i dansk-italiensk-amerikansk selskab og rigeligt med solskin. Danskeren er ikke intet mindre end fra Taulov, en af mine bedste venners hjemby. Han cykler desuden landevej, så jeg deler ud af min morfars historie. Verden er så stor og Danmark åbenbart så lille.

Almería – i ørkenen

Havpromenade, Almería
Havpromenade, Almería
Østarkitektur i Almería
Østarkitektur i Almería
Skulptur, boulevard i Almería
Skulptur, boulevard i Almería

Mindre kystby, ferieby, – udenfor sæsonen. Bynavnet spejler navnet på den unge kvinde, Valeria,  jeg deler værelse med på vandrehjemmet ved stadion. Lyset over stadion får det til at se ud som om det er evigt lyst udenfor vores vindue.
Syd møder Øst. Her er Alcazaba, lille Alhambra som i Granada, endnu en borg på højen, denne ved havet. Og havpromenade som i Malaga. Byarkitekturen en blanding af smalle gader og Franco-brede boulevarder med springvand og ‘kunstværker’. Bastant boligbyggeri i beige & brunt, der momentvis får mig til at tro, at jeg allerede er kommet til Østeuropa.
Hvor Granada er smuk er Almería grov, i Granada rinder ferskvand, i Almeria slår havet.

Valeria er et ansigt på russisk-europæisk historie. Geografisk ester, med estisk pas. Sprogligt, kulturelt og af navn er hun russer. Arbejder for tiden i Irland. Lærer mig udtrykket ‘gråt pas’, der er “en estisk fremmeds pas” (Estonian Alien Passport): Realiteten for dem, der falder mellem jurisdiktioner og tilhørsforhold.

Valeria i ørken
Valeria i ørken.

Vi tager sammen bussen til Tabernas, landsbyen ved Europas eneste ørken. I turistinformationen er vi blevet rådet til at tage en taxa til et af filmstudierne, hvorfra der er en gåtur på cirka 8 km. Heldigvis drikker både vi og Max, en lokalt bosat brite, kaffe på den lokale café, vi falder i snak, og han giver os et lift til en indgang til ørkenen, og tilbyder at hente os igen, så vi kan nå eftermiddagsbussen tilbage til vores hostel. 2 timer, har vi til at trave i ørkenen, og vi kan slet ikke se os mætte. Der er hele tiden en ny højderyg, nye udsyn, skift i jordbund, sol, vind og enkelte dekorative skyer.
Ejeren kommer desværre kørende. Ældre, velhavende herre, som noget bistert spørger, hvorfor vi går rundt på privat land? Det er meget farligt, de skyder her, vi risikerer at blive dræbt!
Vi undskylder behørigt, pipper noget om, at en ven sagde det var ok, undskylder og er også på vej ud og væk. – Føler os egentlig ikke i fare, har hverken set jægere eller hørt skud. Er  betydeligt imponerede af naturen og ubetydeligt små i det store landskab med stor diversitet.

Dagen efter med bussen til San Juan – indgangsbyen til naturparken ‘Cabo de Gata-Níjar’ med smukke strande på stribe. Fanges her i ‘kuldebølgen over sydeuropa’. Trods huer og uldne trøjer nøjes vi med at gå til nærmeste udsigtspunkt og trækker derefter ind på stedets vinteråbne restaurant.

Cabo de Gata-Níjar - kyst
Cabo de Gata-Níjar – kyst
Skulptur, kunstmuseet i Almería
Skulptur af Louis Ramos, kunstmuseet i Almería

Vi spiser paella, drikker øl, og snakker. Valeria fortæller mig om sin bror, om at være ‘usynlig’ som drenge-pige blandt russiske mænd og om en mulig fremtid i Estland. Hun har kønne øjne, og det hårde skær forsvinder når hun ler. Hun ler over, hvor let det lyder, at blive færdig med uddannelsen til dyrlæge og slippe ud af det hotelkøkken, hvor hun har tjent sine penge lidt for længe.

Da hun er rejst videre sidder jeg i Almería, på en bænk ved havet. Lyden af bølgerne gør mig fysisk godt. Ved havet er der også plads til at savne.
Jeg skærper smagen for dét, der er vigtigt, i hullerne mellem her-nærvær, samtale og sugen indtryk til mig.

Solnedgang, Almería
Solnedgang, Almería

Granada – i bjergene

Sierra Nevada – bjergene med sne på toppen:
Det er dér mine øjne søger hen.
Godt nok har Granada Al Hambra – fair nok for dét. Og jeg har købt min billet, i forvejen og online, og tilbringer en lang formiddag blandt alle de andre turister.

Alhambra, spejling
Alhambra, spejling
Springvand, Generalife v. Alhambra
Springvand, Generalife v. Alhambra

Lydsporet er strømmende, klukkende, rindende vand. Øjnene veksler mellem at søge ud i bjergene og ind i detaljerne. Der ligger så meget tid bag begge dele.

Alhambra, detalje

Byen er smuk og rig. Velklædte mennesker, luksuriøse butikker. Smalle-smalle gader hvor jeg bor, giver dage uden trafikstøj. ‘Udenfor-sæsonen’ giver mig de-facto eneværelse i flere nætter, som i weekenden huser 6 kvinder.

Spingvand, Granada
Spingvand, Granada

På den anden side af kløften, med udsigt til Al Hambra, besøger jeg hulemuseet, og får fin formidling, historisk, kulturelt, botanisk – og flere udsigter ind på nethinden.  Bydelen, Albayzín, har flere smukke kirkepladser, hvor hustlere, handlende, rejsende hænger ud med hinanden om de småpenge, årstidens få turister skæpper i hatten.

Udsigt fra hulemuseum

Jeg tager bussen til Lanjaron, og kører med Jim & Louise op på bjerget, hvor de har jord i terrasser, det store vekslende udsyn, inklusiv Middelhav og afrikanske bjerge når solen går ned.

Udsigt fra Jim & Louises bjerg
Udsigt fra Jim & Louises bjerg
Valnødder, Jim & Louises egen avl
Valnødder, Jim & Louises egen avl

Her er så meget, og mere arbejde i det hele – hunde, katte, høns, gæs og druer, citron-, mandarin-, valnødde-, mandel- og kirsebærtræer.
Tæt på hjemmet findes skovlignende strækninger med gamle kastanjetræer. Jim viser mig vandvejen og hvordan begavet beskæring kan give døende træer nyt liv.

Pil, videreMin seng i gæste-campingvognen er forvarmet med varmeflaske. Jeg drømmer videre om et sted hvor jeg kan plante mine egne træer. Og jeg vågner op til friheden til at rejse hvorhen jeg vil.
Jim  & Louise bliver på bjerget, bygger, vander, beskærer, vedligeholder. De holder af og holder ud, mens Brexit mv. giver altid omskiftelige økonomiske vilkår.

Mit Malaga

5 nætter, 4 hele dage. 12 timers dagslys, sol, sol, sol, let vind og 13-19 graders varme. Det er et skarpt, hvidt lys, der kalder på solbriller og solcreme.
Udpluk af indtryk:

Alice i Undreland, i optog
Alice i Undreland, i optog
Julelys over gågade i Malaga
Julelys over gågade i Malaga
Udsigt fra Gibralfaro bjerget
Udsigt fra Gibralfaro bjerget
Alcazaba - passage
Alcazaba – passage
Pompidou, Malaga havn
Pompidou, Malaga havn
Terrasse i botanisk have
Terrasse i botanisk have
‘Incarnation’ af Mark Ryden
Malagueta, strand i Malaga
Malagueta, strand i Malaga
Glasgavl i markedsbygning
Glasgavl i markedsbygning
Hus under renovering
Hus under renovering
Murmaleri giraffer
H. C. Andersen i Malaga
H. C. Andersen i Malaga

Optog i gaderne den 5. januar om aftenen. I optoget var var der motorcykler, musikere, dansere og udsmykkede vogne. Langs ruten stod tilskuerne tæt for at se og samle de bolcher, der blev delt ud. Bagefter var der travlt ved bageren, man spiser åbenbart ‘Roscón de Reyes’ denne aften; en særlig flødeskumskage.
6. januar er ‘Hellig tre kongers dag’, en fri- og helligdag, og folk går på gaden i deres pæne tøj. Om aftenen gik jeg til messe i katedralen. Havde sat næsen op efter et stort katolsk show med røgelse og messedrenge, men det var nu en ret beskeden optræden i en imponerende ramme.
Er glad for, at jeg lige nåede at se julebelysningen over gågaden. Efter 6. januar er nedtagningen begyndt, gartnerne fjerner julestjerner fra byens plantekasser og butikkerne holder udsalg-udsalg-udsalg.
Jeg gik op på Gibralfaro bjerget til ‘Castillo de Gibralfaro’ – en gammel borg med udsyn over hav og by. Billetmaskinen havde så mange valgmuligheder, at man klogt nok har placeret en ansat foran maskinen til at betjene den for de besøgende. Turen på bjerget gik mellem store træer, fuglene sang og solen skinnede.
Måtte også besøge paladset i byen, alene for navnet: ‘Alcazaba’. Et mini-alhambra med mauriske buer, træskærerarbejde, fine klinker, små gårdrum med vand og planter – og helt hen i vejret ikke-formidling, men skidt med det. Der var smukke rum og udsigt, udsigt, udsigt.
Malaga har et topmoderne havnemiljø, hvor cruiseskibene også lægger til kaj. Her er et Pompidou-museum (i samarbejde med Paris), fancy restauranter, dyre mærkevarebutikker og en smule for nyrigt og strømlinet til at det virkede rigtig interessant – trods farverig kube.
På grænsen mellem by og havn er der fine gamle parkanlæg – og et stort hvidt pariserhjul, der sætter sit præg på byens horisont.
Jeg gik i Botanisk Have. Den ligger – vel nok – lidt længere væk fra centrum end jeg troede på, så jeg gik mig både ud og hjem og til trætte fødder. Haven ligger op ad et bjerg, så her er også fine udsigtspunkter. Den rummer mange selvstændige miljøer: Tørre klipper med træer og krat, frodige grønne slugter med masser af vand, gamle træer, smukke gamle bygninger, sirlige bede osv. Dejligt også at se nogle hjørner med rod og ukrudt.
Dagen efter fandt jeg en park og satte mig ned. Lod solen skinne på mig, kiggede ud over havet og ringede ‘hjem’. Besøgte også ‘CACMalaga’; museet for samtidskunst, og fik et skud vitaminer i øjet af Mark Ryden. Bygningen er et stort, hvidt, gammelt pakhus, der er gratis entre og det har en størrelse, så man ikke bliver udmattet af et besøg. Godt lavet.
Jeg har også været i dødssygt indkøbscenter for at købe et par skiftesko. Og på stranden ‘Malagueta’, med palmer, liggestole og parasoller – og ganske få gæster her udenfor sæson. Jeg badede ikke, dyppede bare tæerne. Og nød lyden af havet.
Og så var der markedet! Under tag med fin glasmosaik i gavlen. Ordentlig pænt organiserede afdelinger og bugnende stande. Sjovt at se, at man kan købe klipfisk fra både island, færøerne, og spanien, naturligvis. Pludselig er der bånd tilbage til de islandske romaner, der var med til at tænde op under min oprindelige rejsefeber.
Mit eget kvarter er altså også ret funky. Jeg bor tæt på en ordentlig stor turistplads ‘Merced’, men lige oppe bag min gade ser det vældig entreprenant, kulturelt og let rodet ud: Her er huse på kanten af sammenbrud (under grovrenovering) og striber af murmalerier – lige til at blive glad af.
Lydbilledet er larmende. Trafik, døgnet rundt, biler, lastbiler, scootere, motorcykler – og skateboards og hestevogne med bjælder på. Menneskene er heller ikke lavmælte – gad vide om spaniere skælder mere ud, eller det bare lyder sådan? Fra dyreriget er der små sangfugle og pletvise flokke af papegøjer.
Malaga bød naturligvis på meget mere, nævner i flæng: Forum Romanum, en notesbog der blev glemt og fundet igen, Picasso, dejlig betjening på cafe Berlin,  absurde souvenirs, mandige mænd og kvinder i makeup, ‘policia local’ med pistoler, – og til hest, professoren der promoverede sine bøger i en park, underboen som et øjeblik troede jeg var spansk, en udtørret flod, og mit hostel ‘Ilan’ med plads til forbedring men gæster med karakteristika, fx en tysk minimalist, en violinspillende vandrer og en dansk forfatter.
Og midt i alt det fremmede sidder H.C. Andersen i bronze – han har nemlig også været i Malaga og kunne lide det.

Ved havet, East Runton, UK

East Runton, nær Cromer, North Norfolk. Engelsk (nordvendt)  østkyst, stor strand, promenade, farvestrålende badehuse, victoriansk pier og massivt tidevand.
pier cromerudsigt mod cromerimg_6875Udpræget ferieby. I bymidten victorianske (tidligere) hoteller og restaurant-pub-isbutik-cafe-fish-n-chips-bar, dør ved dør. Og mellem by og landsby ligger de karakteristiske hvide camping-trailer-huse tæt i park efter park, kun adskilt af hegn og navn.

Havet er heftigt, og viser stranden i helt forskellige versioner i løbet af tidevandets kommen og gåen. Her er op til 4,5 meters forskel på høj- og lavvande. Ovenfor stranden rejser skrænten sig stejlt. Heroppe er bølgede grønne bakker med træer og krat – og veje, togskinner, byer, landsbyer. Store mængder rødbrune britiske ‘bricks’ og masser af Norfolk sten og flint.
Det er udenfor sæsonen. Indendøre får vi ‘a cuppa’ & ‘a biccy’.
Jeg får mindelser om min barndoms-venindes bedsteforældre på Mors og landsbyer på Fyn, en efterårsferie for længe siden. Tiden går lidt langsommere – eller måske er her bare mere af den.

Vi besøger næsten dagligt Vera, som er 92 år gammel.  Ved hvert besøg giver hun mig endnu et glimt ind i et langt levet liv. Den anden dag fortalte hun bl.a. om sin bror Reggie, hvor højt han elskede deres mor, at han og Vera tilbragte meget tid sammen, og at han døde allerede som 40-årig som følge af multipel sclerose. Vera er ikke helt klar hver dag, men hun er altid en stjerne; lille, let kroget, meget karakteristisk og smuk på en helt unik facon.

Her er personlig betjening, hos slagteren, i avis-kort-kage-kaffe-kiosken og hos købmanden, hvor der ikke bare er åbent 13 timer dagligt,  men også kan købes både sokker og strandspande. Og så er det helt naturligt at udveksle ord om ‘a beautiful morning’, under en spadseretur i bakkerne eller langs stranden.
“Keep Calm – I’m in England”

 

 

Cafe Chameleon

Min adgangsbillet til musikfestivaller i Storbritannien var Cafe Chameleon. – Kort forinden var hverken UK, cafe eller festival på mit program; det skriver jeg heldigvis selv undervejs.
Chameleon drives af Clare King sammen med datter Chilli og hendes kæreste Joe + en enkelt ansat de seneste 4 år. De har nu i 10 år rejst rundt og lavet mad på diverse festivaller og ved større arrangementer, fx en workshop for 200 mennesker.
Joe rejser telt, reparerer hvad som helst og hjælper Chilli i køkkenet. Chilli laver mad og bager afsindigt lækre kager. Claire ordner, strukturerer, køber ind – og organiserer alle de frivillige. Og så knokler de i øvrigt alle 3 med det-hele-altsammen: kunder, opvask, affald, ansigtstallerkenopstilling, nedpakning mmm.
Jeg fandt Claire på et site for værter og frivillige (www.workaway.info): Havde fået nok af landets-dybe-stille-ro og søgte musik, dans og mennesker: Tjek + så meget mere ;-)
Vildt interessant at se hvordan man også kan drive mobil-restauration med et uendeligt antal variable.
Brian Claire MarceeSom frivilligvært er Clare klar i sin online-beskrivelse af hvad hun forventer og tilbyder. Hun er ordentlig og omsorgsfuld, sørger for at alle får eget telt, madras, dyne, hovedpude og håndklæde! Hun organiserer kørsel til og fra lufthavne, togstationer, wifi, print og diverse ad-hoc-behov.
Jeg kom til Chameleon 3 uger inden sæsonen sluttede, hvor café og mange af de frivillig havde været igang siden maj.
Korpset af frivillige rummede her:
Amerikaner, argentiner, brasilianer, new zealænder, rumæner, spanier (3 stk), i alt 5 britter – og mig.
Jeg aktiverer mentale ledninger til JacobsBQ i 90’erne og kaster mig ud i det: Sjovt, sindssygt, frustrerende, festligt og mere af det hele. Jeg overraskes over fraværet af instruktion og uddelegering af opgaver – det er som om hver enkelt selv må finde ud af, hvad der skal gøres. Der laves trods alt et vagtskema – og så justeres det dagen efter. Flere af de erfarne har taget egne ansvarsområder: Opvask, the-kaffe-kage, kundebetjening, etc.  Mange arbejder mere end de er forpligtet til – ifører sig forklæde og løser de opgaver, der trænger til at blive løst. Jeg ser, ser, ser – lytter og gør – spørger – men forsøger at lade være med at bede om at få alting forklaret.
hjertevandmelonEfterfølgende dæmrer det for mig, at fraværet af instruktion ikke kun er fravær men (tvangs-)tænder den enkeltes indre motor & motivation. Der er opgaver der falder mellem stole, men de enkelte stole står bedre hver især, og er mindre afhængige af en central instruktør. Jeg tager derfra med stor kærlighed til Chameleon.

Equinox – musikfestival mm

Equinox  blev min anden musikfestival i Storbritannien. Min oplevelse af den står uforholdsmæssigt meget i skyggen af Maui Waui, hvilket nok ikke er fair – men sådan er det. 
Lad mig overstå kritikken først:
– De bands jeg oplevede var musikalsk uambitiøse (som i dårlige/kedelige)
– Lyden fra scenerne blandedes i en øredøvende kakafoni
– Der var tilsyneladende for mange stoffer og aggressioner
– Og aftaler & organisering omkring crew-forplejning var ikke klare nok.
Når dét er sagt, så oplevede jeg dog også:
– En ordentlig røvfuld søde, sjove, interessante frivillige
– Et vidunderligt ‘Alice i Eventyrland’ univers (fotos dérfra)
– Cirkusteltet ‘Betty’ som vi serverede i
– Masser af gode, sjove, fine folk & detaljer
– Flot ildshow og ‘Electric-Hamster-race-man’
Det er dog ikke en festival jeg har lyst til at opsøge igen – så over-and-out om Equinox herfra.
Inden selve festivalen startede havde jeg til gengæld en ganske særlig uge. Vi var 3 fra Cafe Chamelion, som kørte i forvejen for at lave mad til de folk, der byggede alicewonderlandhjertefestivalen op. Det betød bare 2-3 timers arbejde hver aften – og lange dage med tid til hygge og udflugter.
Festivalpladsen lå i gå-afstand fra en landsby med adskillige pub’er, cafe, wifi, butikker og busforbindelser. Så jeg tilbragte en dag i Lincoln. Smuk smuk by med mange gode genbrugsbutikker (fatalt!) og bad (tiltrængt) i svømmehallen.
Jeg var også på udflugt til Boston; en by der har været rig og vigtig, men nu virker nedslidt og fattig. Tilsyneladende mange arbejdsløse daglejere og rigtig mange polakker.
Det blev til solskins-søndags-spadseretur til den lokale kirke med the & kage, og pjattet onsdagstur på pub med pool & jukebox.
Og sidst men ikke mindst, så camperede skyggeselvportræt Bostonvi den første uge idyllisk helt alene under smukke træer til lyden af ugler og andet fugleliv: En lux-nature-camp, der blev afløst af alt for støjende & tætpakket mark, da festivalen startede.
Mange smukke polaroid-minder på en bund af interne uoverensstemmelser og en del festivaldeltagere på en cocktail af reggae-protest-musik, sprut & kemi.
Solskinsbillederne er heldigvis størst.

Maui Waui – musikfestival

Maui Waui er dedikeret til ‘Elektro Swing’. Websitet har en skøn lydside – men jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle forvente. Det blev en positiv overraskelse.
Musikken spændte vidt – fra folk til tekno, big-band til solister, lokale og internationale navne.
Arrangørerne var usandsynligt søde, og alle kendte tilsyneladende alle – en hel del var decideret familie.
Publikum kom i alle aldre – også 3 generationer sammen: Seniorer, voksne, unge, børn – og ikke mindst plads & muligheder til alle.
Pladsen fungerede! Alt var samlet om en cirkel med ret funky metalskulpturer, hvor der var ild, bål, borde og stole, som især trak folk om aftenen. Alle scener og områder var nemme at finde, og samtidig så langt fra hinanden, at de sow seed not greedhavde hver sit univers og lydbillede.
Logistikken fungerede. Selvfølgelig manglede der toiletpapir hen på dagen, men der var sjældent kø og pladsen blev aldrig svinsk.
Og så var der desuden:
– Træer omkring hele pladsen, dannede en naturlig kvinde i kjoleramme.
– Cirkustelt med akrobater, jonglører og klovn om dagen, og Psykedelisk Band med cool show om aftenen.
-LindyHop danse instruktion
– Diverse workshops for børn og kreative sjæle. Også en med guerillagardening ;-)
– Publikum – god stil & god stemning
– Burlesque: Udklædning, bodypaint, dekorationer, med tilstrækkelig humor, til at undgå selvhøjtidelighed.
Vi serverede også for de frivillige og bandene, hvilket gjorde det hele ekstra intimt. Det gør det altså sjovere at stable en fuld engelsk morgenmad på tallerkenen, når man samtidig kan takke musikerne for gårsdagens koncert.festivalfrynser

Af gode musikalske oplevelser kan bl.a. nævnes:
– The Gin Bowlers – dans & uforbeholden fredagsglæde
– Bloodshake Chorus – vel-koreograferede covernumre
– DJ El Gadze (Portugal) – skøn lørdag formiddag i sofa i sol
– Transylvania – danse-igennem-show lørdag aften
> Jeg gider godt være med igen næste år.
(I senere tekst om ‘Cafe Chameleon’ forklarer jeg, hvorfor/hvordan jeg deltog på denne festival i Suffolk, UK).

Son Duri – Mallorca

Landet på Mallorca!regnbuelanding på Mallorca Blev modtaget af regnbue i lufthavnen – føltes som et godt tegn.
Jeg arbejder på ‘Son Duri’, som er et økologogisk familielandbrug med lidt af hvert; frugt, grønt, geder, høns, hunde, katte og ‘blandede fugle’, bl.a. høns, gæs, emu og påfugl.
Helt udenfor det almindelige er en af sønnerne opfinder og har bygget en slags markrobot med mekaniske ben, så den kan arbejde i terræn, hvor traktorer har svært ved at få fodfæste. Det er betydningsfuldt. Jeg fik både fortalt og vist video indenfor den første halve time efter min ankomst sent tirsdag aften. Opfindersønnen er pt i USA for at præsentere sin opfindelse og søge patent på opfindelsen (så vidt jeg forstod). – Det betyder så også, at her (stort set) kun tales spansk! Min sprog-læringskurve er mindst ligeså stejl som de skråninger robotten kan forcere. Vi klarer os og er lykkedes med at udveksle social-central-info om bl.a. vores børn. Det ældre værtspar er søde og hensynsfulde.
lyserødblomst Udsigten til næsten 5 uger på denne ø føles umådelig luksuriøst. Ferievarme som denne er hidtil i mit liv kommet i pakker af én uges varighed. 30+ dage med tør varme, 12 timers dagslys og 12 timers nattemørke. Manuelt arbejde 5 timer dagligt 6 dage om ugen. Rigeligt med friske grøntsager. Og ikke mindst udsigt til efterårsferie med mine unger og en bunke dejlige venner. Livet er godt.
Træerne vokser naturligvis ikke ind i himlen: Her er hverken hav eller bjerg i gåafstand, og biproduktet ved geder og høns er en svag, men distinkt lugt af lort. Bygningerne har tidligere dannet ramme om et teglværk og en restaurant – selve ægteparrets bolig er nogle beskedne rum, bygget inden i en større hal. Mit værelse ligeså, med lille vindue ud til en hal, så intet direkte dagslys – men lyserøde vægge og ægte amatør-malerier.
lyserødtværelse MallorcaHer spares på vand & strøm, ikke på omstændelighed. Det meste af indretningen er meget spartansk og interimistisk. Afløbet fra køkkenvasken løber fx ned i en spand, som den næsten 80-årige mand bærer ud og tømmer i lavendelhækken. Der er ikke varmt vand i køkkenet – det varmes i en gryde på gaskomfuret, når konen klarer dagens opvask om aftenen.
Uh, hvor ville jeg gerne liiiige ordne et par ting bare lidt  mere praktisk og pænt … men det er ikke mit univers, jeg er bare på besøg. Sætter pris på eget værelse og accepterer at leve med værtsstedets lugte, lyde, lys og særegenheder.
Jeg har foreløbig sorteret kikærter samt renset og sat løg. Og det går op for mig, hvor uvant jeg er med at lære ved at se og gøre, fremfor at læse & høre. Det er på én gang enkelt og banalt: Lav et hul med hakken, sæt et løg, lav et nyt hul og træk jorden hen over det løg du lige har sat. Det lykkes mig da også at holde trit med den 74-årige lille kvinde, som tydeligvis har stive skuldre og fingre. Men jeg må flere gange se og SE igen, og forsøge at få hold på hvor dybt hun sætter løgene, hvor tæt sammen, og hvad det er, hun undervejs samler op eller knuser med sin hakke.
løgsorteringDet er bestemt ikke top-effektiv produktion. Vi sidder med hver sin saks og klipper top & bund af løg, så de bliver klar til salg. Min indre regnemaskine forsøger at estimere, hvor mange minutter og håndteringer, der investeres i hvert løg, og hvor mange cent det måske indbringer i den sidste ende. Jeg undrer mig over, at tre typer løg er blandet sammen, og kun delvist sorteres mens vi renser dem. Vi arbejder med mange forskellige størrelser og typer af kasser, så de kan dårligt stables.. Men tydeligst på min indre lystavle står kvindens hænder, som uden hastværk og uden stop håndterer og sorterer, så jeg næsten – men også kun næsten – kan mærke hvad hun mærker, ved at se hvordan hun berører. Og det ikke-effektive  forvandles til diversitet og fysisk erfaring. Her røres og gøres.
fadølTil frokost spiser vi varm mad, og de fleste råvarer er dyrket lige her. De er ikke nødvendigvis hentet dugfriske ind i køkkenet – vi spiser blandt andet de små, skæve, plettede varianter. Men det giver mening, det hænger sammen, og det behøver ikke gøres op i valuta, indtjening og overskud.
Sidst – men ikke mindst – ligger gården i gå-afstand fra den lille by Vilafranca de Bonany, hvor jeg går ind efter frokost og siesta, bestiller en fadøl og logger på wifi.
Hasta Luego (på gensyn).

Alene

Der er mange måder at være alene på, og jeg er sandsynligvis kun lige startet på mit eget katalog af variationer.
FullSizeRender-3På island var jeg inde i Grønlandsk radio – altså på islandsk: Sproget var et isoleringsmateriale, der holdt mig ude af samtalerne.
Der var også en alenehed, som lå i ‘mine’ islændinges opførsel. Ikke bare overfor mig, også overfor hinanden, hvor de med deres ord og gestus ofte undlod at sige ‘jeg ser dig og jeg lader dig se, at jeg ser dig’. Der var vist ikke noget ‘jeg afviser dig’ i ikke-handlingerne og ikke-ordene, bare fravær af anerkendelse. Jeg oplevede det som en lavere grad af omsorg for hinanden, end jeg er vant til.
I det offentlige rum så jeg noget af det samme. Standholderne på det lille marked – 14 deltagere – hvor det ikke var en selvfølge, at alle hilste på alle. Servitricerne på turist-bistroen, der beherskede et blik, der på én gang var indstillet på uendeligt og ‘lige igennem kunden’. (De har afsindigt mange turister i Reykjavik om sommeren, så forståeligt nok, at man kan blive træt af de ‘bloody tourists’ … men det var en mærkbar kølighed).
bregneI Irland hilser alle på alle hele tiden, og det er skønt. ‘How are you?’ + How are things? + Darling + Love + bilisterne løfter hånd, når de kører forbi mig på landevejen og hver eneste nabo har sagt pænt goddag og spurgt interesseret – selv naboens børn (6 og 8 år). – Det er ingen ulempe at lufte en ‘absolute adorable’ hund ;-). Men venligheden mødte mig også i lufthavnen i Dublin, i busterminaler og busser samt i hver eneste butik og virksomhed jeg har været inde i. Imødekommenhed, øjenkontakt, hilsen, spørgen til velbefindende, interesse og tagen imod, tagen hånd om. Luften er fyldt af det – måske det næres af fugt? Altså en helt anden social basistemperatur i Irland, end jeg oplevede på Island.

Aleneheden på stedet er konkret: Jeg passer hus og hund mens familien er på ferie. Det fysiske er til at tage at føle på i et hus med 20+ værelser ude på landet. Det er OK. Jeg har boet på landet, været alene i sommerhus og levet alene. Jeg har ikke noget problem med mørke, edderkopper eller vindens lyde om natten.
brændeovn_lukkethjelmDen – for mig – nye variation er det andet menneske i huset, som hverken hilser eller svarer, når vi passerer hinanden i en gang eller opholder os i køkkenet samtidig. Da vi havde været alene en dag skældte han mig hæder og ære fra; en blanding af formodninger, (fejl)fortolkninger, projektioner, generaliseringer og (for)domme. Han nægtede at høre hvad jeg havde at sige  – ville ikke diskutere med en kvinde (!) og gik ganske enkelt sin vej. – Der hænger en galdegul snert i luften efter ham, og jeg tærer på mit lager af god karmaenergi, for ikke at lade mig smitte. (Han er frivillig hjælper som jeg, men opfører sig som boss).

Lad os ikke dvæle mere ved ham. Det er hans mentale hårknude, som jeg hverken kan, skal eller vil forsøge at løse. Han bærer på en broget historie, men ser tilsyneladende verden i sort-hvid. (PS: Mine irske værter er skønne! Og er nu tilbage fra ferie.)
tidselDu skal ikke have ondt af mig. Jeg kan klare det, og der er lærepenge at hente. Udbyttet kommer i mange valutaer, også en del jeg ikke kendte til. Jeg investerer big time i min kulturelle dannelse.

ALLE oplevelserne – syn & sanser, steder & mennesker – er jeg alene om. Det er vi alle.
Det føltes bare ikke helt sådan, dengang nye kontinenter blev indtaget sammen med min familie, Dengang var det ‘vores’ oplevelser, og det føltes godt at være sammen om dem … Nu spekulerer jeg over, om de blev mindre mine, fordi de var fælles? Overvejer, hvor meget af min båndbredde familien har taget fra omgivelserne? (Og i hvilken grad, vi overhovedet har oplevet det samme (!) – men lad nu det ligge). Det var jo indbygget i udflugterne, at vi gjorde det sammen, så naturligvis fyldte “”vi”” en stor del af panoramaet.
this is a different worldHer – alene – er mine oplevelser mine. Jeg kan så vælge at dele nogle af dem med andre – eller lade være. – Og det er dejligt at skrive/tale med alle jer jeg holder af.
– Og så er jeg (næsten) på vej til et par britiske festivals, for at være sammen med en masse mennesker og lave mad i en café.